Christine Gørting Rimkjaer deler sin historie om en fortid og hvordan den har påvirket hende som menneske i dag.

De fleste danskere, har på et tidspunkt i deres liv, haft tanken om, hvordan det  hele ville være, hvis deres eksistens på jorden ikke fandtes. Det opstår for det meste i kritiske livssituationer, hvor de dårlige tanker om bl.a. selvskade og selvmord kommer i spil. Desværre er der i Danmark, hvert år, 600 personer der ender med at tage beslutningen, om at tage deres eget liv.

Af Laura Skelly, Maria Stougaard & Line Meyer

Selvmord og selvskade er ikke noget vi normalt læser om i avisen eller ser på tv, men alligevel er det vigtigt at få snakket om det. Ikke kun fordi man kan nå at redde personens liv, men lige så meget for at få en forståelse for, at det faktisk er okay at snakke om. Vi danskere er nødt til at få brudt tabuet om selvmord og få snakket ud om det. For når en person dør, er det ikke nok bare at fortælle at personen er død. Man er nødt til at få forklaret, at personen selv valgte at dø.

Christine Gørting Rimkjær er 23 år og studerer til medicin på Københavns Universitet. Samtidig med at hun studerer, er hun salgsassistent i H&M. Hun kommer fra en ganske almindelig kernefamilie, bestående af en mor, far og to yngre brødre. Nu bor hun i en lejlighed, i København, sammen med hendes kæreste og to hunde. Man kan næsten ikke forstå at en treogtyve årig studerende, med det ideelle liv ville ende med denne konstante lidelse, som selvmordstanker jo er. 

Det har været meget svært for både Christines familie, men lige så meget for hendes venner, at acceptere og forstå, hvorfor det er at hun har det som hun har det. 

“Nogle af mine veninder ser bare på mig og siger ‘Jamen du er i gang med en super fed uddannelse, du har dit eget hus, en kæreste der elsker dig. Hvor kommer det hele fra?’ Jeg har ikke noget decideret svar på hvorfor. Det er nok mere det med, at bare fordi man ser lykkelig ud udenpå, så er det ikke ensbetydende med, at man er det indeni”

En traumatiserende start

Det hele startede tilbage i 2010, hvor hun som 15-årig blev udsat for et voldeligt overgreb. Hun var nemlig rejst til USA, for at studere der et års tid som udvekslingsstudent. Hun blev her udsat for vold, fra sin værtsfar, som havde truet hende ved at sige, at hvis hun fortalte nogen om hændelsen, ville han dræbe hendes forældre. Dette har tydeligvis sat nogle aftryk på hendes psyke og dermed givet nogle indre sår. Hun stod altså i et dilemma, for hun var bange for at han ville gøre alvor af hvad han sagde. 

“Da jeg kom hjem fra USA, efter jeg havde været der i et år, var jeg utroligt bange for min far. Jeg var blevet vant til, at min værtsfar forgreb sig på mig, hvilket bestod af at han tog hårdt fat i mig. Jeg er fars pige, så min far har altid godt kunne skubbe lidt til mig eller sjofle for sjov, men det kunne jeg overhovedet ikke håndterer efter USA. Jeg fejede sammen på gulvet og var utroligt bange for min far.”

Hun har siden gjort flere forsøg, på at begå selvmord, via flere metoder. Hun har blandt andet forsøgt sig med overdosis, hvilket mislykkedes, men hun har også op til flere gange forsøgt at hænge sig selv. Christine fortæller,

“Det blev simpelthen så voldsomt oppe i mit hovede i forhold til de der selvbebrejdelser og at man ikke duede til noget, og det fyldte rigtig meget, altså det var dag ud og dag ind. Jeg kunne ikke andet end at ligge i min seng og kigge oppe i loftet og egentlig bare planlægge hvordan jeg skulle tage mit eget liv, hvor det ville lykkedes mig, for en gangs skyld.” 

Af den grund holdt Christine det for sig selv i 8 år. Det var først indtil en månede siden, hvor hun var blevet indlagt, at hun oplyste sine forældre om hændelsen, der havde efterladt en konstant tankegang hos hende, som ingen ønsker. 

Det påvirker lige så meget resten som sig selv

Men de valg som Christine har truffet gennem årene har ikke kun haft indvirkning på hende, men lige så meget på hendes kæreste Rasmus Bejlegaard Pedersen. Han er en stor støtte for Christine, og hjælpe hende så meget han nu kan, men det er samtidigt svært for ham, at vide at han ikke som sådan kan gøre noget. 

“Han blamer meget sig selv for at jeg har hængt mig selv. Han føler at han har svigtet mig”

“Det jeg tænker på når jeg køre hjem fra arbejde er, at jeg skal finde dig død. Det er det eneste jeg går og venter på, for jeg ved at det kommer til at ske” Sådan lyder det fra kæresten Rasmus. Og det har han måske ret i. Christine er overbevist om, at hun ikke er her om 5 år. 

Christine føler nemlig, at hun nu genoplever hele scenariet fra dengang da det var nyt og lige sket. Hun fortæller, at siden hun oplyste sine forældre har hun kun haft det værre. Ikke fordi de ikke har støttet hende, men pga spørgsmålene der hører til. Dog siger christine også, “hvis man gerne vil ud på den anden side, så bliver man også nødt til at have en åben dialog om det.”

Så selvom Christine sysler med disse tanker, ved hun et andet sted i hendes hjerte, at det hele nok skal finde en løsning, lige meget hvor svært det bliver.

“Når jeg kigger tilbage på mit liv, har jeg jo opnået rigtig mange ting, derfor ved jeg at der er en lille gnist i mig, som der siger ‘Jamen du kan godt blive læge, du kan godt få børn, du kan godt få en familie, som du ønsker dig’, og det er nok det der driver mig i retningen af, at det hele nok skal blive godt”