At tale om døden er ikke noget, alle gør. For mange er det sårbart, så derfor er det et tabubelagt emne. Det skal der laves om på, for det er vigtigt at tale om døden, både med venner og familie. Det er dog også vigtigt at respektere folks grænser, fordi det for nogle mennesker bare er sværere at snakke om. Hvorfor er lige netop døden så svær at snakke om? 

 

Allerede de første år er der mange forældre, der skåner deres børn for at høre eller snakke om døden. Det er faktisk knap halvdelen af alle voksne, der mener, at man skal undgå at tale med børn under 12 år om døden.

Det kan være problemet. For hvis man allerede som helt lille har fundet ud af, at det ikke er noget, man snakker om, så bliver det sværere som voksen at finde ud af, at det er okay at snakke om. Både i forhold til følelser og tanker omkring det. Mange mennesker går rundt med en masse følelser, som de har svært ved at sætte ord på og komme ud med, fordi de aldrig har fået lov til det. 

Dødens tabu har derfor konsekvenser blandt andet for de efterladte og pårørende. 6 ud af 10 efterladte har oplevet at blive undgået af mennesker i deres omgangskreds, og 8 ud af 10 efterladte savner, at nogen taler med dem om den, de har mistet. Det kan også betyde at de efterladte står med store og svære beslutninger, som de skal tage stilling til, i en i forvejen svær tid. 

 

I denne avis kan du læse om en præst, der fortæller om livet efter døden? Vi har også interviewet en kvinde om at miste sin ægtefælle, anmeldt filmen om gidseltagningen af fotografen Daniel Rye og interviewet Tina, der har haft selvmordstanker.

Kilderne har det til fælles, at de alle tør at åbne op omkring tanker og følelser om døden i form af blandt andet selvmord, livet efter døden, nærdødsoplevelser, børn og unge, udsendte og hospice.