“The happiest 5k on the planet”

“The happiest 5k on the planet”

314
0
SHARE

“The happiest 5k on the planet,” stod der på hver en løbers mave. For lige omkring 5000 glade mennesker var hvor mange, der var mødt op til Color run på Travbanen i Aalborg i lørdags.

Traditionen tro var festen allerede i gang, lang tid før løbet startede. Folk var glade og musikken bankede derudaf. Stemningen blev langsomt peppet mere og mere op, som tiden gik, og smil var der nok af, lige meget hvor man kiggede hen.

De mange løbere blev sendt afsted i hold, og da den første gruppe passerede startbuen, var man altså klar over, at nu var det i gang. Der gik ikke mere end fem minutter, før næste hold også var sendt afsted –  og sådan fortsatte det. Lige meget hvor blikket landede, kunne man ikke undgå at spotte de friske, udklædte løbere i alle aldre. For som Color run også selv promoverer på deres hjemmeside, er løbet for alle. Sporty, ikke-sporty, kvinder, mænd, unge, gamle og sågar handicappede. De eneste to regler er nemlig, at du skal være klædt i hvidt ved startlinjen og dækket med farve ved mållinjen – og det var bestemt også det, det endte med.
For hver kilometer blev de vidt forskellige mennesker overdækket med støv i diverse pangfarver, og fotograferne knipsede fotos i massevis. Og som det hele startede, sluttede det også – med smil, fest og farver. Man kan vist sagtens sige, at det farverige løb igen i år, var en kæmpesucces.