SHARE

– Jamen vores sange handler jo hovedsageligt om at roaste andre mennesker, udtaler den 15-årige sangstjerne, Marius Frydensbjerg, fra bandet Sociale Hustlers.

Himlen er mørk, men det store M og Marius’ gule dynejakke lyser det hele op. Friturelugten spreder sig, men det er bestemt ikke noget, som generer den unge generations næser. Marius’ squad har indtaget McDonald’s.

– Jamen det hele startede egentlig med, at jeg sad og snakkede med nogle af mine venner på Skype om, hvor stor en fuckboi min ven, William, er, og derfra fik jeg idéen til en sang,  siger Marius og fortsætter:

– Jeg har altid spillet musik, og derfor besluttede jeg mig for at lave den her sang om min ven, William. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men alle hørte den, og pludselig var den bare et kæmpehit.

Før Sociale Hustlers blev til, dyrkede Marius sin hobby ved at spille guitar på skolens scene til jule- og sommerkoncert, hvor han spillede i band eller i duet sammen med sin søster, som også er musikalsk anlagt.

En beatboxer i sin højre hånd

Den unge musiker har som sagt hele sit liv sunget og spillet musik, men det er ikke kun ham, der er vant til musikken. Mindst ligeså vant til at spille musik er hans makker, den 16-årige Lucas Westergaard, som er Danmarksmester i beatboxing.

– En dag skriver min ven, Lucas, til mig, at han gerne vil lave musik med mig, så tager jeg over til ham, og lige siden har vi lavet musik sammen, udtaler Marius Frydensbjerg og tager en bid af sin cheeseburger.

Lucas er i år på efterskole, men før sommerferien brugte de alt deres tid efter skole på fritidsinteressen musik.

Generation SoundCloud

Både Lucas Westergaard og Marius Frydensbjerg er to forholdsvis unge kunstnere, men det er ikke noget, der går nogen af dem på;

– Jeg tror folk er totalt ligeglade med vores alder … De hører bare vores musik, fortæller den burgerglade musiker.

Sociale Hustlers har lavet fire sange, men Marius Frydensbjerg skriver ikke blot sange til sit eget band, også til andre. De har før brugt SoundCloud som platform til at lægge musik op, men der ligger sangene ikke længere.

– Vores musik er lige nu gået lidt i stå, fordi Lucas er på efterskole, men vi er slet ikke færdige. Vi har helt sikkert tænkt os at fortsætte, bliver Marius’ sidste kommentar.

Her kan du høre Sociale Hustlers første og mest kendte sang “William er en fucboi”

LEAVE A REPLY