Jeanett – Utroværdige aviser tjener kassen, mens de troværdige må gå nedenom og hjem

Utroværdige aviser tjener kassen, mens de troværdige må gå nedenom og hjem

Færre og færre læsere vælger at læse aviserne, fordi de ikke stoler på det, de skriver. Advertorials overtager aviserne, og aviserne er begyndt at gå mere op i reklamer og sponsorer end i deres journalistiske indhold, og det er et kæmpe problem.

Pernille Tranberg er bekymret for journalistikkens fremtid og frygter, at aviserne om få år er aviserne og bladene ikke andet end reklamer. Udover det er en af de store problemer, at aviser som Ekstra bladet og SE & HØR, skriver en masse opdigtede nyheder. Det bliver kun skrevet, fordi det lyder interesseret, og at mange mennesker derfor klikker ind på artiklen, når den popper op på deres Facebook. Derfor foreslår hun, at aviserne skal have et trustmark, som viser at man kan stole på dem, og at det de skriver, rent faktisk er sandt. Hun foreslår faktisk, at hver journalist laver hver deres bio, hvor man kan læse, om de er troværdige eller ej. Der skal hver enkelt læser så gå ind, og vurdere om man stoler på den enkelte journalist.

Jeg synes idéen om et trustmark, hvor man kan se om avisen er troværdig eller ej, lyder som en udmærket idé, som kan få flere til at læse de troværdige aviser og vælge de utroværdige fra. Pernille Tranbergs forslag om, at hver enkelt journalist skal lave en bio hvor de fortæller om dem selv, er helt ude i hampen. For mig at se, rager det ikke omverdenen hvad den enkelte journalist render rundt og laver. Det er chefens opgave at ansætte troværdige journalister og man må tro på at hvis avisen får et såkaldt trustmark, så er journalisterne dermed troværdige.

Modsat Pernille Tranberg ser Bjarne Schilling reklameforbruget som en fordel. Som han så rigtigt siger, må de kvalitetsbevidste læsere søge hen til aviser, der ikke har tonsvis af reklamer og aviser som rent faktisk levere nyheder, der er sande. Han mener at det gør det nemmere for læserne at sortere i de troværdige og utroværdige aviser og netaviser.

Bjarne Schilling nævner dog også at Politiken konstant må minde sig selv om, at det er vigtigst at have relevante og troværdige artikler, frem for at udgive en masse, hvor oplysningerne ikke er ordentlig undersøgt. I det lange løb, er det aviser som Politiken, Jyllands-Posten og Nordjyske, som kan få det til at løbe rundt, fordi de er troværdige.

Bladet Euroman og Eurowoman er et rigtig godt blad for unge stilbevidste mennesker, men de seneste år, er mængden af reklamer i deres blade steget gevaldigt. Omkring hver anden side er en reklame, og man kører hurtigt træt i, at et blad man har betalt for 80kr. for, er fyldt med ligegyldige reklamer. Man køber det, fordi man bliver fanget af forsidens indhold. De har mange relevante artikler, som er interessante at læse, men når man skal igennem ti reklamer før man kommer til en reel artikel, kører man træt i det.

Morten Hjortshøj kommenterer på den stigende mængde af reklamer i både blade og aviser. Han synes at det er et problem, at det ikke er alle aviser og blade, der tydeligt angiver om reklamen, er en annonce eller en artikel. Derudover er Morten Hjortshøj også skeptisk overfor chefredaktørernes nye idé om at ansætte journalister til at lave firmaernes reklamer. Det kaldes advertorials når en journalist laver reklamer for firmaer. Nogle aviser mener at det er godt at de selv laver reklamerne, fordi de på den måde passer bedre ind i resten af avisens eller bladets layout.

Det burde ikke være journalisternes opgave at lave reklamer for firmaer og der skal være en nedskæring på mængden af reklamer.

No Comments

Leave a Reply

%d bloggers like this: