SHARE

Det er efterhånden blevet et fænomen, at ugebladene betaler kilder som tipper om forskellige sager. Hvis man har noget interessant at fortælle, som ugebladene kan bruge, betaler de gerne for det. Hos Ekstra Bladet er det normalt at kilderne får udbetalt 1.000kr. for den information de kan give. Det får Dansk Journalistforbund og Danske Medier til at rynke på brynene. De mener ikke at nogen informationer, bør blive økonomisk belønnet. Det kan skabe falske historier, hvis kilderne opspore falske oplysninger og informationer, for at blive økonomisk belønnet. Det frister folk til at begå kriminelle handlinger og fremskaffe oplysninger på ulovlig vis. Hvis kilderne bliver betalt, kan man begynde at tvivle på om artiklerne og informationerne man får fra ugebladene er etisk korrekt. Formand for Danske Medier Mogens Blicher Bjerrregård anerkender at der er særlige situationer, hvor betaling af kilder kan retfærdiggøres.

Danske Medier og Dansk Journalistforbund mener, at SE&HØR gik over grænsen, da de i tidsrummet 2008-2012 gjorde brug af den såkaldte “Kreditkortmand”. Insideren Ken B. Rasmussen står bag bogen “Livet, det forbandede”, I bogen fortæller Ken B. Rasmussen ærligt hvordan den nye chefredaktør pressede journalisterne ikke bare til at skulle gå til stregen, men de skulle ligefrem bryde loven. Han fortæller om “Kreditkortmanden” og andre mistænkelige sager på SE&HØR.

SE&HØR betalte manden i de pågældende år, for at give fortrolige oplysninger om kendte og royale. “Kreditkortmanden” var ansat hos NETS, men arbejdet foregik igennem underleverandøren IBM. “Kreditkortmanden” havde derfor adgang til samtlige danskeres Visa/Dankort-transaktioner. Han kunne derfor opgive oplysninger om kendte og royale og finde ud af, hvor de skulle hen, eller hvor de var på det pågældende tidspunkt. Det gjorde at journalisterne kunne finde dem, uanset om de selv havde annonceret det eller ej. “Kreditkortmanden” blev betalt 10.000kr. om måneden for den slags oplysninger. “Kreditkortmanden” havde bla. opsporet prins Joachim og prinsesse Marie på deres bryllupsrejse i Canada. Derudover har “Kreditkortmanden” opsporet kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, Remee, Casper Christensen, Iben Hjejle, Oliver Bjerrehuus, Cecilie Frøkjær, Sydney Lee, Line Baun Danielsen, Caroline Fleming, Lars Løkke og sådan fortsætter listen ellers.

Det er ved hjælp af de transaktioner “Kreditkortmanden” har opsporet at SE&HØR vidste, at Line Baun Danielsen opholdte sig på et privathospital i 2009.

Det er set fra mit perspektiv et forfærdeligt svineri. Man begynder at tvivle på sikkerheden ved at gøre brug af sit Dankort, da man ikke ved, om man kan stole på indehaverne af sine personlige oplysninger. Man undrer sig over, hvad de ellers kan finde på. Jeg begynder også at tvivle på troværdigheden, i det ugebladene udgiver, om det egentlig passer og hvor oplysningerne kommer fra.

Der ligger en stor straf i enden af denne sag. Chefredaktørerne på de forskellige ugeblade kan blive idømt op til 6 års fængsel for svindel med fortrolige oplysninger. Der bliver muligvis også afskediget en del journalister, der havde kendskab til samarbejdet med “Kreditkortmanden”.

Den daværende chefredaktør på SE&HØR Henrik Qvorstrup svindlede på alle tænkelige møder og intet skulle sætte en stopper for en god historie. Han blev idømt 1 år og 3 måneders betinget fængsel, og dermed den hårdeste straf af de skyldige medarbejdere på SE&HØR. Derudover blev han idømt 3 måneders ubetinget fængsel og 200 timers samfundstjeneste.  Henrik Qvorstrup ankede hans sag og den er dermed stadig under behandling.

Peter Bo Henriksen “Kreditkortmanden” fik den hårdeste straf af alle de dømte. Han fik 1 ½ års ubetinget fængsel og en beslaglæggelse på 365.000kr.

5 andre tidligere medarbejdere på SE&HØR fik omkring ½ års fængsel og op til 200 timers samfundstjeneste. Til sidst fik udgiver firmaet Aller Media A/S en bøde på 10 mio. kr.

Jeg synes det er på sin plads at de skyldige fik en fængselsstraf for deltagelsen af forbrydelsen, fordi det er vigtigt at der ikke er andre der får den samme idé. Vi er nødt til at kunne stole på det vi læser, så ugeblade og aviser ikke fylder os med løgn og latin.