– I seks år sov jeg med pistolen under hovedpuden, nu bliver konsekvenserne alvorlige.

Af Emma Rüsz og Laura Rasmussen

Torben Lund sov i seks år med en pistol under hovedpuden. De dystre minder fra Sarajevo, Bagdad, Irak og mange andre steder har gjort noget ved Torben Lund. De mange år med skudepisoder og døde kammerater har ændret hans liv fuldstændigt.

– Jeg er en af de soldater, som er kommet hjem med en hæklefejl i kysen, siger Torben Lund og holder en kort pause. Han fortsætter derefter med at fortælle, at han har PTSD, er mørkeræd og har angst om natten, hvilket er grunden til, at han sidenhen har sovet med en pistol inden for rækkevidde.

Under et nedslag på en markedsplads i Sarajevo ventede han på at kunne hjælpe de sårede. Han fik stukket en riffel i panden og foran bilen lå to lemlæstede børn, som det var umuligt for Torben Lund at redde. Da barnegråden stoppede, vidste han, at det var for sent. Barnegråden plager ham stadig.

– Krig gør noget grimt ved folk, fortæller Torben Lund.

Uddannelse
Torben Lund er uddannet falckmand, men har også en fortid som paramedic, bjergningsmand, og han har kørt civil konvoj, hvor han kørte mere eller mindre i to år.

Det tager 10 måneder, fra du begynder på værnepligten, til du kan blive sendt ud som soldat, og det er ifølge Torben Lund alt for kort tid. 

– Jeg mener, det er helt uhørt. Det er fuldstændig forrykt. Du kommer ud et sted, hvor du kan risikere at blive slået ihjel, og alligevel laver man ikke længere uddannelser, siger Torben Lund med en vrissende stemme, mens han knuger hånden.

Sådan nogen ting sidder bare længe i kroppen
Torben Lund var udsendt i Meklaud som konvojleder i en af bilerne, som blev angrebet. Han fik sendt de andre hjem, mens han valgte at vende om for at hjælpe de resterende. Da han kom tilbage til området gennem tunnelen, så han en mand ud af øjenkrogen, som han valgte at tage med tilbage.

– Det var en, der hed Jimmy, han var en 19-21 år gammel knægt, som jeg indimellem havde arbejdet med, og jeg kunne godt se, han var død, men jeg syntes nu ikke, han skulle sidde der, siger Torben Lund.

Men da han skulle hive fat i skulderstropperne for at rive Jimmy væk, stod han pludselig med hele hans overkrop og kiggede ham direkte ind i øjnene.

– Jeg gik helt i chok, og jeg satte ham bare ned igen og gik tilbage gennem tunnelen – sådan nogle ting sidder bare længe i kroppen, siger han, mens kigger ned i bordet.

I Bosnien pakkede Torben Lund syv kammerater sammen og puttede dem i poser, så de kunne blive sendt hjem. Og i Kuwait måtte han hjælpe med at gøre et lig pænt, fordi moren gerne ville se ham.

– Da jeg stoppede ved forsvaret, kom jeg ud og køre ambulance, og at komme ud og se sin kammerat blive obduceret, det er altså noget andet, end når det er en fremmede.

68 timer i helvede
– Jeg havde et uheld i Irak, hvor jeg kørte en ihjel. En ung mand cyklede lige ud foran mig, fortæller Torben Lund.

Situationen resulterede i, at han blev overført fra den nordlige del af Kurdistan til Bagdad, hvor han sad tilbageholdt i 11 uger af FN’s hovedkvarter, indtil han kunne komme hjem. Da det blev ved med at blive udsat, valgte Torben Lund at stjæle en bil og køre tværs gennem Irak og over bjergene i Tyrkiet og flygte den vej tilbage til Danmark. Han tog ikke afsted med mere end to liter vand, en pakke kiks, et sæt tøj og en pistol med 50 skud i.

– Det er det, jeg er uddannet til som soldat, så det man lærer kan man også godt risikere at bruge, fortæller Torben Lund og fortsætter:

– Jeg vidste, at hvis jeg blev taget, så blev jeg skudt. Det har nok været det værste, jeg har oplevet.

Der gik 60 timer fra han kørte fra Bagdad, til han landede i Istanbul. I den tid havde han ingen søvn fået. Han tog et fly fra Istanbul til London og fra London og hjem.  

Konsekvenserne
At se døde mennesker ligge i vejkanten blev ifølge Torben Lund en del af hverdagen.

– Man kigger ned og tænker, nå der ligger en død person. Når alt det grimme bliver normalt, så er det netop, at det er unormalt. Problemet er, at man hele tiden kører i en gråzone helt ud til kanten, og det gør man for at overleve, siger Torben Lund, som accepterer de konsekvenser og udfordringer, han skal leve med i hverdagen.

For Torben Lund var han ikke en rigtig mand, hvis han accepterede de udfordringer, han havde. Han holde det skjult for den kæreste, han havde på daværende tidspunkt. Hvis han fik det skidt i løbet af natten, gik han ned og sov i sin bil i stedet for at ligge ved siden af hende. Når de var oppe og handle, kunne han finde på at give hende pengene og en dårlig undskyldning for at gå, fordi han følte sig presset, hvis der var for mange mennesker.

Det kulminerede til sidst til et guldbryllup, hvor lyset blev slukket, og folk dansede rundt. En person ramte ind i hans stol og Torben Lund forsvandt fra festen. Først efter det fik han psykologhjælp.

I dag bor han alene på Egholm med sin hund, fordi han skal have ro i hovedet, han føler ikke, at han har brug for nogen kone eller børn, for på hans hund kan han læse alt.