Jack Masselin er ansigtsblind og Libby Strout bar engang titlen som Amerikas tykkeste teenager. En god duo til helvedes god fortælling igennem 432 sider som trækker os igennem romance, familieproblemer og at finde sin egen identitet, selvom man måske ikke engang kan genkende sig selv i spejlet.  

 

Libby Strout er hovedpersonen for den her anmeldelse, da hun indebærer en selvtillid som de fleste kun kan drømme om. Da hendes nedfald som yngre resulterede i at hun måtte blive undervist derhjemme, har Libby aldrig haft chancen for at gå på en rigtig high school.
Bogen starter da hun endelig er på et mentalitets- og vægtniveau til hun føler sig sikker i det.

Både under Libbys hospitalsperiode og da hun starter high school, modtager hun meget had igennem tale, breve og handlinger for hvordan hun ser ud. Selvom hun siden, at ha’ været en ekstremt overvægtig person, har tabt sig en del, er hun stadig en god del over gennemsnitsvægten. Det er en faktor som folk elsker at hade på.

Men for Libby er det noget hun er blevet vant til og i stedet for at hade sig selv på grund af det, hader hun på ideen at et andet menneske skal bringe en anden ned for selv at komme opad.

Libby vil være professionel danser. Hun danser piruetter og drømmer at komme på Damsels, et dansehold som er stationeret på Martin Van Buren high school og øser af prestige. Da hun endelig får chancen for at audition og forbløffer alle med at “en tyk pige kan danse som en fjer let på tå” vælger hun ikke at melde sig på Damsels, da hun ikke vil trækkes rundt af dullerne på holdet.

Selvom at Jacks ”handicap” ikke er på en synlig grad, så er det stadig noget som påvirker hans liv ekstremt. Han indser det ikke selv før vi når meget længere ind i bogen, og lader sig tro at det er noget han godt kan ignorere. Men Libby er med til at ændre på den tankegang.

Deres forhold udvikles under en roadtrip til et forskningscenter som specialiserer i ansigtsblindhed eller ”Prosopagnosi”, som Jack havde fundet efter at få sine øjne åbnet op.

 

Men selvom at Libby er vores stærke hovedkarakter, må vi heller ikke glemme den anden halvdel af de to. Jack Masselin var sådan en underholdende karakter i bogen, som kun en high school teenagedreng, der ikke kan genkende sin kæreste fra hendes kusine, kan producere. Han hader sin far for at have en affære med hans kemilærer, har ondt af sin mor pga. nævnte far og prøver sit bedste for at være der for hans brødre.
Hans liv er ærligt talt godt og grundigt fucked, men han lader det ikke vises som den populære frontfigur han er. For at kunne genkende sig selv og andre finder han forskellige kendetegn til at hjælpe ham.
Vildt hår + spids hage + lange girafben = hans storebror, Marcus.
Det viser sig kun meget besværligt og påvirker hans liv meget negativt.

Udsnit fra “På kant med livet”.

Det tog mig et stykke tid at komme ind i bogen og rigtigt læse den, men da vi halvvejs igennem blev introduceret til romancen, hold da op! Så tog læsningen fat.
Starten af Libby og Jacks forhold var så ekstremt sukkersødt og man blev bare så glad indeni, fordi det var en udvikling som gjorde så meget godt for begge parter af forholdet.

At følge deres historie igennem hele bogen var ekstrem interessant og hvordan de to, ellers meget forskellige hovedkarakterer, formåede at snøre deres liv sammen.

Udsnit fra “På kant med livet”.

Jennifer Niven er tit kaldet en blanding af Rainbow Rowell og John Green, hvilket er meget genkendeligt i plottet. Men på trods af de sammenligninger, formår hun også at blive sin egen. Hendes måde at dele kapitler og synsfokuser minder mig rigtig meget om Rainbow Rowell og det giver en form for velkendt genkendelighed, da jeg elskede at læse Rainbows bøger.

Der må også gives en ekstra applaus til den danske oversætter, da alle jokes, stemninger og problemstillinger sat i bogen ikke mistede sin betydning da det skiftede nationalitet.
Nete Harsberg! Du har min respekt.
Oversættere har det med at blive glemt, men de gør ærligt talt lige så meget arbejde som forfatteren selv. Derfor valgte jeg at bringe et ekstra fokus til anmeldelsen.

For at bringe fokusset tilbage på bogen, så var der er en bestemt scene i slutningen som var særligt empowering indenfor hendes personlige udvikling.

”Imens dørene bliver slået på. Imens samtlige elever på Martin Van Buren High School begynder at strømme ud på gangen. Imens alle glor. Imens telefoner bliver holdt op i luften. Imens – er jeg ret sikker på – der bliver taget omkring fire hundrede billeder. Imens mit bryst trækker sig sammen. Imens mit hoved føles, som om nogen fylder det med vat. Imens jeg trækker vejret besværet og stødvist. Imens mine hænder bliver klamme.
Bliver jeg stående.”

Libby var trådt op i en skrig-lilla bikini med ordene ”ØNSKET” skrevet hen over maven, imens hun delte en bestemt tekst ud til elever som gik forbi der hvor hun stationerede sig selv. I teksten fortæller hun læseren sin historie og at man ER ØNSKET, uanset om man er stor, lille, høj, lav, køn, almindelig, udadvendt, genert.
”Lad ikke andre fortælle jer andet, ikke engang jer selv.”

 

Jeg startede ud på tre stjerner, da deres forhold tog fat smuttede vi op på fire og den sidste scene fik det til at flyve! Selvom jeg kun kan give en højeste på 5 stjerner, så er den her bog meget højre på min skala!