Den 22. maj 2016 skete et mirakel for de danskere, som har en kær forsvundet. Den danske organisation Missing People blev grundlagt. Missing People hjælper dem, som søger hjælp. Hos dem kan man efterlyse en forsvunden person, og så går de i gang med en aktion.

 

SKREVET AF: LÆRKE BACH JESPERSEN-SKREE

 

Trippende frem og tilbage. Mørket er ved at bryde frem i det sene efterår. Dagene bliver mørkere og koldere. Klokken er ved at være 16.30. Vores tidspunkt for interviewet. Efter lidt tids venten kommer en kvinde i grøn, lysene vest hen mod os. Vesten er ikke til at tage fejl af. Formanden for Missing People, Vivian Eriksen, kommer med en imødekommende udstrakt hånd. Et lille stykke tid efter kommer indsats-medlemmet, Thomas Christensen, i selv samme reflekterende vest.

Der var en organisation førhen, som hed Missing People Denmark. Der var jeg indsatsleder i. Så kom der en masse kritik af stifteren af Missing People Denmark, og så kom der nogle ting frem, som mange af os indsatsledere overhovedet ikke var vidne om, der gjorde, at vi takkede pænt nej tak, og vi ikke ville fortsætte. Ud fra det valgte han at lukke organisationen. På det tidspunkt står jeg med en sag i Aarhus, og en familie, som er dybt berørt, fordi de mangler en i deres familie, som er væk, og jeg havde simpelthen ikke hjerte til at kigge dem i øjnene og sige:

“Jeg beklager, min chef har lukket organisationen. I må klare jer selv”.

Det kunne jeg ikke. Derfor var vi 7 fra Missing People Denmark, som startede Missing People op. Det gjorde vi den 22. maj 2016. Sådan startede det, fortæller formanden for organisationen, Vivian Eriksen.

Vivian Eriksen var en af de 7 personer, som var med til at starte Missing People op. Siden da har hun fortsat arbejdet med organisationen. De 7 som var med til at starte Missing People op, var ikke sikker på en plads i bestyrelsen, da der kun skulle bruges 5 medlemmer. Vivian Eriksen var ikke klar til at træde tilbage, da hun havde flere idéer at udføre.

Det foregår på en generalforsamling, hvor at dem, som stiller op, de laver et skriv om dem selv og hvorfor og hvad de kan bidrage med til Missing People, og så er det jo medlemmerne i Missing People, som stemmer folk ind i bestyrelsen. Det vil sige de medlemmer, som vi har, er indsats-medlemmer og støttemedlemmer

 

Succes ude i marken

Men siden da, har det været en succes at starte organisationen op igen, da de ikke kun har været med til at hjælpe med at finde mange forsvundne personer, men at de endda også selv har fundet nogen på deres egne eftersøgninger.

“Vi kan ikke svare specifikt, kan vi ikke, fordi hvis man kigger på det på den måde, hvor der er os, som direkte går ud og har fundet vedkommende, er det 3. Lige så snart vi lægger efterlysningen op, så bliver folk ude i landet opmærksomme, og så ringer de ind med tips. De tips der kommer ind, dem ringer vi direkte til politiet med og siger, at

“Vi har fået et vidne ind, som har observeret det her. Her er navn og telefonnummer

på vidnet”, og så ringer de op til vidnet. Der er blevet fundet rigtig mange på den konto.”, forklarer Vivian Eriksen.

“For mig er det ikke rigtigt, hvor mange vi har været involveret i. For mig er det vigtigt om vi finder dem eller ej.”, bryder Thomas Christensen ind med.

 

Følelserne ude på tøjet

Vivian Eriksen sidder stille, rolig og fattet, mens hun svarer på spørgsmålene, mens Thomas Christensen er lidt mere til den stille side, men det gør ikke noget, for Vivian Eriksen har ingen problemer med at svare på spørgsmålene. Nu kommer nemlig et af de mere følsomme spørgsmål.

Hvordan er det at opleve en familie blive genforenet?

“Jeg vil sige, at det er der, man bliver bekræftet i, at man er et menneske. Fordi det påvirker da også os. Selvfølgelig gør det det. Jeg har også stået med en meget stor klump i halsen, og har måtte kigge ned i jorden, fordi man bliver så berørt og så glad på begges vegne. Omvendt har jeg også stået, hvor det ikke er endt lykkeligt.”, fortæller Vivian Eriksen om sine oplevelser fra arbejdet hos organisationen Missing People.

“Jeg vil sige, at selvfølgelig er glæden størst når man finder dem i live, men den er lige så stor, når man de er afgået ved døden. Familien er selvfølgelig glade, når de bliver fundet i live, men de er lige så glade, når vedkommende bliver fundet uanset hvad, så de kan få en afslutning.”

Vivian Eriksen nikker. Hun er enig med Thomas Christensen i den sag.

“Det er visheden. Visheden i sig selv, uanset om den er god eller den er dårlig. Bare det, at man har fået vished om det. Tanken om at man har en, man holder rigtig meget af, som muligvis ligger et sted og har brug for hjælp, og der er ingen som kigger. Der er ingen som leder. Den æder en op indefra. Emilie Meng sagen satte mange tanker i gang. Især hos de unge piger, men faktisk også ved mødrene, forældrene.”, fortæller Vivian Eriksen og ser oprørt ud under dette svar.

“Tanken om at man har en, man holder rigtig meget af, som muligvis ligger et sted og har brug for hjælp, og der er ingen som kigger. Der er ingen som leder. Den æder en op indefra”

Vivian Eriksen, formand for Missing People

 

Drømme på langt sigt

Både Vivian Eriksen og Thomas Christensen har begge hver deres personlige, fremtidige drøm for Missing people, som de gerne vil føre ud i livet.

Min personlige drøm er, at vi har et team i hver kommune. Et team består af 4 personer; en indsatsleder, en assistent, en kortansvarlig og en pårørende kontakt. Det betyder idet, at vi har 98 kommuner i Danmark, så er det 485 indsats folk, der skal være uddannede. Det er drømmen om 10 år., fortæller Vivian Eriksen om sine drømme og fremtid for Missing People.

Min drøm? Min drøm er, at vi i Jylland, på Fyn og på Sjælland har et uddannelsescenter. Måske. I dag lejer vi et sommerhus eller finder et sted, vi kan være gratis. Så er det meget nemmere, hvis vi har de ting de steder. Et klubhus også, sammen med det uddannelsessted, så man kan samles de tre steder. Have bedre udstyr, have en campingvogn eller en trailer der er pakket, og så bare koble den på bilen og kunne køre., fortæller Thomas Christensen om sin drøm.

“Jeg har også stået med en meget stor klump i halsen, og har måtte kigge ned i jorden, fordi man bliver så berørt og så glad på begges vegne”

Vivian Eriksen, formand for Missing People

 

Hvor er Sarah?

Nogle som virkelig har oplevet, at savne et familiemedlem er Karina Mariager og Michael Mariager. Tilbage i 2017 forsvandt deres datter, Sarah, på 3 år. Forældrene var begge på hospitalet, da hændelsen skete. Sarah var nemlig på vej til at blive storesøster til en lille dreng. Imens forældrene var på hospitalet, blev Sarah passet af bedsteforældrene.

“Total ambivalent følelse, først dybfølt lykke over at have født en velskabt søn – for øjeblikket efter at være dybt ulykkelig over, at Sarah var væk. To fuldstændigt modstridende følelser. Jeg prøvede at bevare roen og bad til Gud om, at Sarah snarest blev fundet. Jordemoderen støttede på fantastisk vis, spiste sin madpakke hos Simon (vores nyfødte søn) og jeg. Tiden stoppede på en måde i de over 3 timer, hun var væk – tanker om, at livet uden Sarah var uoverskueligt, og samtidig tanker om, at jeg bare skulle tage mig sammen, da den lille ny behøvede os.”, fortæller Sarahs mor, Karina Mariager, om aftenen hvor Sarah forsvandt, og lillebror Simon blev født.

Men heldigvis endte det lykkeligt for den lille familie. Sarah blev fundet på en mark ved Rærup nær Vodskov, hvor hun lå og sov i sin røde jakke. Ovenpå hende lå bedsteforældrenes hund, som hun havde taget med i forsvindingen, og varmede den lille krop op.

“Den største følelse af lykke og forløsning. Min mand ringede og sagde, grædende; “De har fundet hende!”. Jeg frygtede det værste, da han græd – og jeg spurgte, næsten, råbende: “I live!”, Hvortil Michael svarede: “Ja”. Vil aldrig glemme den forløsning og varme, næsten berusende, følelse at total lykke. Jeg løb ud på fødegangen, og råbte: “Jubii, de har fundet Sarah i live!”. Pludselig kom jordemødre og sygeplejersker løbende ud på gangen, gav mig knus og kram, nogle grædende.

Sov ikke et eneste minut den nat, nød bare at kigge på min vidunderlige, lille familie og sendte en kærlig tak til Gud.”.

Det var en meget rørende aftenen for familien, og følelserne kom ihvertfald på en rutsjebanetur.