All Posts By

Agnes Elgaard Christiansen

Indvandring og integration

I det senmoderne samfund, hvor alle efterhånden har lært, at det er det rigtige at hjælpe hinanden, bliver vi simpelthen nødt til at udvide vores horisonter. Ja, vi har problemer i Danmark, men det betyder ikke, vi kan lukke øjnene for problemer udefra, som for det meste er større vores egne.

Fra lande med krig, hvor der næsten er garanti for at miste livet på den ene eller anden måde, flygter der selvfølgelig folk op til lande som Danmark. Mange af de flygtninge ønsker at starte deres liv et mere sikkert sted, og vil gøre alt for at få job, mad og tag over hovedet. ”Der er ingen grund til, de kommer til vores land,” mener mange danskere. Men Jorden er trods alt noget, vi alle deles om – vi kan vel ikke bare nedlægge veto for et stykke af den og sige, at her bestemmer vi, hvem der må opholde sig?

I Danmark kan mange have problemer med at finde job og bliver nødt at modtage kontanthjælp eller dagpenge. Et af problemerne ved at finde et job kan være, at der simpelthen ikke er brug for så mange arbejdere, som vi har arbejdsløse. Et andet problem kan være, at vi som borgere sætter for høje krav til vores arbejdsplads. Men noget, der langt fra er problemet i denne sag, er social dumping. I hvert fald er der mange, der ikke har forstået det virkelige problem ved social dumping. ”De tager vores jobs,” er en sætning jeg har hørt lidt for mange gange. Og hvorfor skulle en arbejdsgiver, som gerne selv vil have forretningen til at køre rundt ikke vælge den arbejder, der kræver mindst i løn? Det kan jeg selvfølgelig godt se, der er noget forkert i. Men problemet er altså ikke, at indvandrerne er her, og at de kommer i job, men derimod at de ikke får det samme i løn som os andre, selvom de muligvis kan udføre jobbet ligeså godt. Hvis vi alle får den samme løn for det samme stykke arbejde, så er det jo bare den bedste mand, der får stillingen.

På den måde er jeg klart for idéen om integration. Selvfølgelig skal dem ude fra være en del af vores fællesskab, regler og på samme måde bidrage til det samfund, vi har opbygget. Men hvem har sagt, de ikke vil det? Jo, det har du muligvis. Efterhånden bliver næsten alle af anden etnisk herkomst stemplet som kriminelle på den ene eller anden måde. Og med det ry og en masse modstand i rygsækken, er det altså ikke altid nemt at blive ved med at være åbensindet.

Vi kan ikke gå og bilde os selv og hinanden ind, at der er en lille opskrift på, hvordan man er dansker. Vi kan ikke begrænse antallet af folk, der gerne vil være en del af det gode samfund, vi har fået opbygget. Og vi kan mest af alt ikke lave en test med en masse umulige spørgsmål om Danmarks historie, som skal afgøre, hvorvidt man må befinde sig i Danmark eller ej.

Begrebet overbefolkning har også været nævnt nogle gange, men vi skal sgu til at slappe af. Så mange flygtninge er det altså heller ikke, vi taler om. En stor del af folk i krigsramte lande bliver altså i den tredje verden, mens en mindre del flygter. Mange af dem flygter så til andre dele af deres eget land og andre til Europa, hvor så kun en lille procentdel af dem kommer Danmark. Men desværre prøver de fremmedfjendtlige kræfter at bilde folk ind, at alle flygtninge har sat kursen mod Danmark.

Og det, jeg mener, er, at vi burde tage lidt løsere på det hele. Være mere åbne overfor nye ansigter –  ikke kun i forhold til flygtninge, men generelt over for alle, vi møder.

Skal vi være bange for medierne?

Af Agnes Elgaard Christiansen

 

Tilliden til vores medier er ikke den samme, som den har været. Folk ved efterhånden godt, at det, de fleste journalister er ude på, er, at skrive de bedste historier. For gode historier giver gode penge. Men hvordan får man en god historie? Man skal være hurtig og fortælle noget, ingen andre ved. Ved for eksempel en drabssag er det vigtigt, at man har de rigtige oplysninger, som kan komme fra politimænd, efterforskere og pårørende. Men de er ikke altid villige eller har lov til at fortælle tingene videre – deraf kommer emnet “betaling af kilder”, som de sidste par år har været dårligt omtalt. Nogle aviser betaler nemlig gerne politimænd, embedsmænd og så videre for at få oplysninger før andre.

Er privatlivskrænkelse en ting som offentlig person?

Men i sidste ende, så er det da også klart – hvem vil ikke gerne tjene penge? Sagen er, at vi ikke kan undvære vores kære medier. Hvem skal ellers fortælle os, hvad der sker i nær og fjern? Men hvor meget skal journalisterne og aviserne have lov til? Hvad for eksempel med Se&Hør-krisen, som jo er blevet hakket ned på overalt? Selvfølgelig skal alle folk have deres privatliv, men hvad så hvis der gennem hacking af mail kom oplysninger frem om, at staten for eksempel havde snydt os alle sammen for en masse penge? Hvem ville vi så være mest sure på? Ingen tvivl om at man, selvom man er en offentlig person, ikke skal frygte pressen, som chefredaktør på Berlingske mener, at vi allesammen gør.

Bøllen i skolegården

Der har været opdigtede sågar falske historier om folk som den tidligere TV2-vært, Line Baun Danielsen, og Naser Khader, Ny Alliances daværende formand, hvilket er scenarier de fleste frygter. Som den engelske journalist, Nick Davies, udtaler, så kan det sammenlignes lidt med en bølle i skolegården. Hvis han rammer blot ét barn hårdt, er det nok. Alle er bange for ham bagefter.

Hvorfor ikke tro det bedste om folk?

Men overordnet er det faktisk ikke noget, vi burde finde os i. Alle har ret til privatliv – offentlige personer som helt almindelig borgere. Ulovligheder forbliver ulovligheder, og selvom du har evnerne til at hacke dig ind på folk, har du ikke nødvendigvis pligten.

Vi bliver nødt tro på det bedste i folk og lade være med at snage. Og mon ikke folk fortæller os det, de skal, og holder det hemmeligt, som ikke er nødvendigt for andre at vide.

Agnes’ Nytårstale 2016-2017

2016 har været et minderigt år. Det har været et år, hvor jeg har lært noget om mig selv. Jeg har fx lært, at jeg nok ikke er en efterskole-person, og at jeg mindst skal have 12 timers søvn i døgnet for at kunne leve ordentligt. Det har også været et år, hvor jeg har spist lidt for meget chokolade, hvilket har resulteret i at jeg på selfies ikke længere skal lave dobbelthage, men at den er der helt af sig selv.

2016 har samtidig været et sjovt år med en masse fest, druk og nye venskaber. Blandt andet har jeg fået et nyt squad, men mest fantastisk af alt har jeg mødt prinsen på den hvide hest. Og vi fandt hurtigt ud af, at vi passede sammen som sværd i skede. My one and only.

Men alle disse oplevelser har gjort mig træt. Træt, fattig og en smule sølle. Min energi er der ikke længere til at gøre noget ud af mig selv, og mit humør er aldrig helt i top. Hvis makeuppen er der, er den grim. Jeg er iklædt HU-hoodien og jeinerbukser, og ligner i ansigtet lidt en røv der er træt af at skide.

Derfor må mit nytårsfortsæt i 2017 være bl.a. at begynde at se bedre ud igen og at være gladere og mere åben. Men vigtigst af alt vil jeg holde på min prins, for han er kilden til alt min glæde <3333

Lad os alle få et fantastisk år med en masse søvn, mad og sammen med alle dem vi bedst kan lide.

Kan vi stole på vores kære medier? – Agnes

Af: Agnes Elgaard Christiansen

De gode gamle medier er efterhånden skiftet ud med sociale medier og netmedier. For eksempel er Facebook snart det mest populære ord for os i dag. Det er et stort flydende netværk, hvor stort set alle skrevne ord florerer. Du kan finde ud af alt fra oplysninger om din nabos kat til de nye ministerposter til vilde historier om mennesker omkring os.

Alle aviser og stort set alle mennesker i alderen 13 til 50 ejer en Facebook-konto, og er i stand til både at skrive, hvad de vil og til at læse alt, der bliver skrevet. På den måde kan vi dele vores oplysninger, erfaringer og breaking news. Men hvad så med sådan noget som firmaer, der gerne vil sælge deres produkt? De kan da også dele de historier de vil – stort set. For reklamer er der regler, da produktet selvfølgelig ikke må lyve til forbrugeren. Men forhindrer det dem i at gøre det? Ikke altid.

Og for os “normale” borgere er spillet vel frit? Et eksempel på det omhandler en mand, som har en hjemmeside, hvorpå han deler både sande og falske nyheder. På et tidspunkt var en historie fra hans hjemmeside, hvor overskriften lød: “13-årige Simon fra Vejle død under drukspil,” blevet delt 18.000 gange. I sidste ende viste det sig, at artiklen var helt og aldeles opdigtet. Men hvem skulle også have vidst det? Jeg vil da gerne indrømme, at jeg måske godt kan være lidt godtroende i forhold til, hvad jeg læser hist og her. Og det er der problemet ligger – kan vi stole på vores kære medier?

I en verden, hvor vi får overdrevet mange indtryk på en dag, kan det være svært at filtrere dem fra, der måske lyder urealistiske. Pernille Tranberg og Bjarne Schilling mener, at der burde være et hurtigt og nemt kendetegn på de artikler, hvor der er tale om uafhængig journalistik. Et såkaldt “Trustmark”. De sammenligner det med det røde øko-mærke, du ser på en masse madvarer, som lover forbrugeren, at produktet er produceret under ordnede forhold. Men at sammenligne disse to ting, ved jeg nu ikke, om man kan. For en liter mælk, er der nogle helt specifikke krav, som afgør, om den kan kaldes økologisk. Men ved sådan noget som nyheder og oplysninger, kan man vel sige, at det er ét ord mod et andet? Pernille Tranberg udtaler, at det nye Trustmark skal være det, der afgør, om man kan stole på artiklens forfatter – men skal det så betyde, at man ikke kan stole på en oplysning eller artikel, hvor skribenten ikke har et såkaldt Trustmark på sig? Det tror jeg ikke på, kommer til at fungere. Hvem skal afgøre, hvem der kan stoles på, og hvem der ikke kan? Lad os nu tage udgangspunkt i en freelancer, som måske ikke har skrevet så meget før, men som ender med at være vidne til en voldsom hændelse. Han kender nu en masse detaljer og vælger selvfølgelig at skrive en artikel om det. Men er hans historie nu ikke til at stole på, fordi man ikke rigtig kender ham, og hvor han kommer fra?

Jeg er enig med både Pernille Tranberg og Bjarne Schilling i, at der er et problem i, at der skabes falske nyheder, men jeg tror ikke på, at det, at sætte et lille mærke på hver journalist eller skribent er løsningen.

En anden ting er, at det ville være en uoverskuelig opgave. Det skulle først og fremmest vedtages som en lov, hvilket i forvejen kan tage oceaner af tid. Derefter skal alle der ønsker at modtage mærket, hvilket jeg formoder er stort set alle, vurderes på en eller anden måde.

Jeg tænker, at som Pernille Tranberg også nævner, kunne en løsning være, at der kunne stå noget om journalisten under de artikler vedkommende skriver. For eksempel om han eller hun arbejder inden for politik og for hvilket parti, så man igennem det ved, at det altså kan have indflydelse på, hvad journalisten skriver. På den måde kan man selv tage stilling til, om det er noget, man vil tro på.

Mest af alt er jeg enig med Bjarne Schilling i, at vi burde have tillid til, at de efterhånden kvalitetsbevidste læsere godt ved, hvor de skal søge hen for at finde de nyheder, man kan stole på.

Verdenskendt sangstjerne bærer på endnu en hemmelighed

Posttraumatisk Stress Syndrom (PTSD) er en sygdom, som mange soldater, der har været i krig, bliver ramt af, når de vender hjem. Men voldtægten på den nu næsten 30-årige, Lady Gaga, indebar altså, at hun i dag, godt 10 år efter, lider af PTSD.

Nyheden om den mentale sygdom kom frem, da Lady Gaga besøgte et hjemløseherberg for unge for nylig, og snakkede rigtig meget med mange af beboerne.

–  Jeg fortalte børnene i dag, at jeg lider af en mental sygdom. Jeg lider af PTSD, siger sangerinden i et interview med ’Today Show’ og fortsætter:

–  Jeg har aldrig mødt nogle så søde og forstående unge mennesker, som dem jeg mødte på herberget.

Det har været en stor beslutning, om Lady Gaga ville fortælle omverdenen om sin lidelse, men valgte at gøre det, da hendes familie, læger, terapeut og venner har taget det så pænt både i forhold til lidelsen og overgrebet.

–  På grund af den måde, jeg klæder mig, og fordi jeg er provokerende som person, så troede jeg på en eller anden måde, det var min egen skyld, afslørede den 29-årige sangerinde over for New York Times om overgrebet.

Lady Gaga betroede sig meget til de unge, hvilket de også gjorde til hende. Lady Gagas besøg på herberget blev taget rigtig godt imod  af medierne.

–  Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at en kvinde, som er så stærk og har så meget overskud, går og bærer på så alvorlig en sygdom, udtaler en af herbergets unge beboere.

I denne video, kan man kort se den smukke verdensstjernes besøg på herberget:

http://www.today.com/kindness/lady-gaga-reveals-how-kindness-has-helped-her-heal-while-t105575

skaermbillede-2016-12-06-kl-08-19-39

Essay om global opvarmning

Global opvarmning er for mange mennesker et kendt begreb, men det har gennem årene været tvivlsomt, om det er et faktisk fænomen. De kendte brændstofsforhandlere, brødrene Koch, mener fast besluttet, at global opvarmning er en illusion, men diverse undersøgelser og videnskaber beviser, at isen altså smelter flere meter i løbet af et år.

En ting, som man verden over arbejder på, er at bruge sol- og vindenergi i stedet for fossile brændstoffer, hvilket vil mindske CO2-udslippet rigtig meget. Problemet med den idé er, at det altså er meget dyrere at bygge og sætte vindmøller og solceller op, end det er at hente kul og olie op fra undergrunden. Og i et fattigt land som Indien, hvor en kæmpestor del af landets befolkning ikke har strøm, og hvor kullet er lige for næsen af dem, bliver der ikke tænkt yderligere på miljøet og resten af verden, men blot egen overlevelse. Jeg tror, at vi, ved at mindske fattigdommen i store lande som Indien, Indonesien og Bangladesh, kan gøre brugen af fossile brændstoffer meget mindre. Men hvordan kan vi gøre det? Man siger jo, at summen af laster er konstant. Det vil sige, at ved at løse ét problem, skaber man altså et nyt. Hvis vi alle skal have sol- og vindenergi, som jo er meget dyrt, gør vi bare de fattige fattigere.

Af den grund bliver der snakket om at sætte mindre ting i værk. Det kunne være for eksempel sortering af affald, hvilket gør at vi ikke behøver at fælde nær så mange træer, men at vi bare kan genbruge papiret i stedet for. Generelt genbrug af ting såsom, tøj, metal og andre brugsmaterialer, kan slippe os for meget forurening.

Marius Frydensbjerg

– Jamen vores sange handler jo hovedsageligt om at roaste andre mennesker, udtaler den 15-årige sangstjerne, Marius Frydensbjerg, fra bandet Sociale Hustlers.

Himlen er mørk, men det store M og Marius’ gule dynejakke lyser det hele op. Friturelugten spreder sig, men det er bestemt ikke noget, som generer den unge generations næser. Marius’ squad har indtaget McDonald’s.

– Jamen det hele startede egentlig med, at jeg sad og snakkede med nogle af mine venner på Skype om, hvor stor en bad wordboi min ven, William, er, og derfra fik jeg idéen til en sang,  siger Marius og fortsætter:

– Jeg har altid spillet musik, og derfor besluttede jeg mig for at lave den her sang om min ven, William. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men alle hørte den, og pludselig var den bare et kæmpehit.

Før Sociale Hustlers blev til, dyrkede Marius sin hobby ved at spille guitar på skolens scene til jule- og sommerkoncert, hvor han spillede i band eller i duet sammen med sin søster, som også er musikalsk anlagt.

En beatboxer i sin højre hånd

Den unge musiker har som sagt hele sit liv sunget og spillet musik, men det er ikke kun ham, der er vant til musikken. Mindst ligeså vant til at spille musik er hans makker, den 16-årige Lucas Westergaard, som er Danmarksmester i beatboxing.

– En dag skriver min ven, Lucas, til mig, at han gerne vil lave musik med mig, så tager jeg over til ham, og lige siden har vi lavet musik sammen, udtaler Marius Frydensbjerg og tager en bid af sin cheeseburger.

Lucas er i år på efterskole, men før sommerferien brugte de alt deres tid efter skole på fritidsinteressen musik.

Generation SoundCloud

Både Lucas Westergaard og Marius Frydensbjerg er to forholdsvis unge kunstnere, men det er ikke noget, der går nogen af dem på;

– Jeg tror folk er totalt ligeglade med vores alder … De hører bare vores musik, fortæller den burgerglade musiker.

Sociale Hustlers har lavet fire sange, men Marius Frydensbjerg skriver ikke blot sange til sit eget band, også til andre. De har før brugt SoundCloud som platform til at lægge musik op, men der ligger sangene ikke længere.

– Vores musik er lige nu gået lidt i stå, fordi Lucas er på efterskole, men vi er slet ikke færdige. Vi har helt sikkert tænkt os at fortsætte, bliver Marius’ sidste kommentar.

Her kan du høre Sociale Hustlers første og mest kendte sang “William er en fucboi”

Regeringen foreslår ændringer i rygeloven

Regeringens nye forslag om at forbyde elever på ungdomsuddannelser at ryge i skoletiden bliver modtaget med blandede følelser.

Regeringen mener, at det skal være helt slut med rygning i skoletiden på de danske ungdomsuddannelser, hvilket kan føre til ændringer i rygeloven. Dilemmaet ligger i, at der både kan være elever på 15 år samt elever i start 20’erne, og kan man tillade sig at bestemme om en på 20 skal ryge eller ej?

–  Det svarer til at sige, man ikke må spise slik eller bruge sin telefon, indtil man har fri. Det er uheldigt at kriminalisere forskellige laster. Man siger i øvrigt, at ”summen af laster er konstant”, udtaler den 42-årige ryger, Steffen.

Det, han mener, er, at det at spise slik eller bide negle kan være ligeså slemt som at ryge. Han forklarer også, at når man først har droppet en last, som for eksempel rygning, får man bare en ny.

Den begrundelse, som taler for at rygning bør droppes på skoler er, at rygning ikke kun kan skade dig selv, men også folk omkring dig.

Både gymnasielærere og -elever studser over, at eleverne vil bruge deres pauser på at ryge, i stedet for alt mulig andet.

–  Skolen er ikke et sted, hvor en af kerneværdierne for elever er den traditionelle rygepause. Fokusset bør blive rettet mod mere fornuftige, vigtige og lærerige interesser, mener den 16-årige gymnasieelev, Mathias.

Men vandene er delt, siger en undersøgelse blandt 16-25-årige – faktisk er 49% for den nye rygelovsændring, mens resten er imod.

Thorvald B Johansen – en mand af mange talenter

Med en fremtidsdrøm som ingeniør, to fritidsjobs og skole på fuld tid, er Thorvald en travl mand. I dette portræt vil vi komme tættere på, hvem Thorvald egentlig er.

Thorvald Bjerre Johansen er den 186 cm høje, livsglade mands fulde navn. Hans fritid er præget af det, han allerbedst kan lide, nemlig mountainbike og computerspil, da han går på en efterskole, hvor der er mulighed for at dyrke begge interesser.

Hjemme godt, men ude bedst

Himmerlands Ungdomsskole hedder Thorvalds nuværende hjemstavn, selvom mor og far venter hjemme i Laven lidt uden for Silkeborg.

–  Himmerlands Ungdomsskole er jo mega fedt. Jeg savner faktisk slet ikke, at være derhjemme, udtaler Thorvald med et stort smil på læben.

Før Thorvald startede på efterskole, gik han på Sejs Skolen i Sejs tæt på Silkeborg, og havde to fritidsjob – avisbud og bogopsætter. Selvom det er fedt med en pause fra arbejdet, savner Thorvald dog sin indtægt. Lige nu er det opsparingen der ryger et lille beløb af hver måned.

Én ud af en stor søskendeflok

Thorvald har en mor og far, en storesøster og fire halvsøskende. Hans storesøster, Anna, er den eneste hjemmeboende, så en gang imellem er der tid til at hygge sig med hende.

I sommerferien var Thorvald et smut med familien til Italien på vandreferie, hvor de besteg bjerge og gik gennem fem forskellige kystbyer.

Fest og stærke skuldre

–  Jeg tror på, at de stærkeste skuldre skal bære det tungeste læs, svarer Thorvald, da han bliver spurgt om sin politiske overbevisning, og forklarer at han hælder mod Socialdemokratiet. Selvom politik er en hovedsagelig del af vores samfund og Thorvalds liv, har han også tid til at have det sjovt.

–  Ja, jeg er nok lidt af en festabe, siger Thorvald og griner en smule. Alligevel takker den unge hertug nej til fest fredagen efter, da han allerede er booket.

Silla er født som fisk

Siden Silla fyldt 13 år, har hun været overbevist om, at hun er født i den forkerte krop. Indvendigt mener Silla nemlig, at hun er en fisk.

–  Jeg kunne ligesom bare mærke det. Den måde jeg var i stand til at bevæge mig under vand. Jeg følte bare, at jeg var hjemme, når jeg var ude og svømme, forklarer den nu 24-årige, vandglade kvinde.

Efter længere tids overvejelse valgte Silla at fylde både hus og have med vand, så hun kunne svømme rundt hele tiden. Før hjemmet blev fyldt med vand, mente Silla slet ikke, at det var hendes hjem.

–  Det var en stor og svær beslutning, men jeg har slet ikke fortrudt det, udtaler Silla.

Ind til Silla fyldte 13, havde hun gjort sig mange overvejelser om, om det, hun snart ville til at fortælle sine forældre, var det rigtige, og frygtede virkelig, hvordan de ville tage det.

–  De tog det bare så pænt, og jeg er lykkelig over lige netop, at være deres datter.

Silla er pt ledig på arbejdsmarkedet, da hun ikke mener, at der er et job, som passer godt til hendes behov. Derhjemme bruger Silla sin tid på at ordne hus og have, med diverse vandplanter og -udsmykning.