Browsing Category

Prøve 1

Er netmedierne i knibe? – Amalie Nærum

Hvad skal medierne handle om, om 20 år? Ender det med at vi bliver dræbt i annoncer, om ”køb din nye bil hos os og få 10 procent på dit næste køb”. Folk snakker om at mediebranchen er i krise og lige frem døende, det tror jeg så er lige en tand i overkanten, altså hvorfor skulle mediebranchen nogensinde dø, ja de snakker om at de ikke ved hvad medierne skal handle om, og at folk ikke længere vil læse dem pga. annoncer, men der vil jo altid være et eller andet at skrive om, det er jo ikke fordi vi lever i en verden, som bare er liv og glade dage hele tiden! Der vil altid ske et eller andet, derfor også noget at skrive om. Men spørgsmålet er så bare om folk har løst til at læse det. Så de skal altså skrive noget vi gider og læse og det syntes jeg da også tit de gør men, altså det er ikke alle der har løst til at sidde og læse den ene artikel efter den anden om at nu har Niklas Bendtner lige brændt en bil, malet på en væg eller kørt i den forkerte side af vejen, så måske man skulle droppe de der artikler der egentlig ikke gør noget eller nogen godt som bare er der, nogen tænker måske ej det var da meget sjovt at vide, så kan vi grine lidt over det, men så er det vidst heller ikke mere.

Men hvorfor er det er alle tror at medierne er ved at dø? Er det fordi at folk ikke længere vil læse artikler, fordi de er trætte af alle de unødvendige annoncer. Det er i hvert fald det de selv tror er problemet. Men er de annoncer virkelig så irriterende? Altså ja det er da irriterende at hvis man er i gang med at sidde og læse et eller andet at der lige pludselig popper en eller anden reklame op for billige flybilletter til Kina, altså det er da fint at vide, men det er nok ikke lige det jeg har mest brug for at vide når jeg sidder og læser en artikel om flygtninge. Men at de ligefrem er døende pga. det ved jeg ikke helt om jeg er enig i. Men er det sådan et stort problem som de siger det er?

Hvis man sidder og kigger på sin facebook eg ser en nyhed om at der er kommet en dødelig virus til Danmark der dræber alt og alle, og man vælger og gå ind på den og tro på det, så er man måske heller ikke lige den smarteste. Kildekritik er altid en god ting især når man læser ting på facebook, så hvis man ser det på den måde kan jeg da godt se at det er irriterende, og at folk lidt mister troen på medierne. Men at de ligefrem skal have et mærke så man kan se om de er troværdige eller ej, er måske lige i overkanten. Selvfølgelig hvis man skal se det fra mediernes side er det måske en meget god ide så alle ikke bare tror at medierne fylder os med lort og at de ikke er troværdige. Så måske er det ”trustmark” de snakker om måske en meget god ide, men hvis man sammenligner det med de mærker der er på kaffe f.eks. så er det de færreste mennesker som kigger efter det mærke når de skal ned og købe kaffe. Så er det unødvendigt? Kommer vi overhovedet til at kigge efter de nå vi læser på ting på nettet

Bastian Hyldahl…

Tekst 1: Jeg synes at Pernille har nogle gode pointere i det hun siger. Journalisme (og mange andre ting) er langsomt ved at blive til “bare reklamer” og uafhængig journalistik er blevet svært at finde nu til dags.
Jeg synes at der burde være et mærke (som Pernille siger) så man ved, at denne her journalist har skrevet denne artikel og har ikke været i samarbejde med et reklame firma for at promoverer alt muligt. aviserne og medierne skal ikke være fyldt med alt muligt ikke relevant materiale som for mange, alligevel ikke er interressant.

94 ord. Nice.

Mister vi vores troværdighed til medierne?

Adventorials er ved at blive meget udbredt, så udbredt at det nok i den nærmeste fremtid, kan gå hen og blive et problem.

Jeg synes ikke at advertorials burde eksisterer i aviser, eller lignede medie, fordi det snyder folk til at tro, at en reklame er objektiv, hvor reklamen bare er noget, som annoncøren har digtet.

Jeg forstår godt at man bliver snydt af disse advertorial, da de er placeret i en avis, noget som vi normalt vil tænke som fortroligt viden.

Jeg synes ikke at advertorials burde at være lovlige, men på den anden side kan jeg godt se at det er svært at forbyde, fordi det egentligt bare er en reklame, med en anden opsætning. Og man kan jo ikke bare forbyde reklame genneralt.

Hvis der kommer for mange af de har advertorial, kan det få os til at miste vores tillid til artikler. Det kan gå hen og blive så man skal være meget kritisk hver gang man læser en artikel. Og ende med at vi ikke tænker artikler som troværdige kilder mere.

Bijob skader troværdigheden

Denne artikel handler også om troværdighed til medierne. Her er det journalisterne man mister troværdighed til, når de tager deres bijob, og ikke længere er nyhedsværdi, men er i en ny rolle, som ikke nødvendigvis prøver at snyde dig, men i hvert fald sælge dig noget.

Hvis jeg var journalist, ville jeg hade at miste mit job, på grund af et bijob. Hvor jeg så bagefter, ikke kunne få et nyt job, fordi alle havde mistet deres troværdighed til mig. Så ville jeg hellere bare nøjes med den løn jeg tjener på mit job som journalist, frem for at sætte mit job på spil.

Vi har brug for et trustmark ligesom på kaffe, ellers drukner vi.

“Advertorials er ligesom at tisse i bukserne” synes jeg er et meget godt citat. Det beskriver meget godt reklame situationen lige nu.

Hvis vi bliver ved med at lave Advertorials, mister vi bare helt vores troværdighed til journalister i det hele taget.

Jeanett – Utroværdige aviser tjener kassen, mens de troværdige må gå nedenom og hjem

Utroværdige aviser tjener kassen, mens de troværdige må gå nedenom og hjem

Færre og færre læsere vælger at læse aviserne, fordi de ikke stoler på det, de skriver. Advertorials overtager aviserne, og aviserne er begyndt at gå mere op i reklamer og sponsorer end i deres journalistiske indhold, og det er et kæmpe problem.

Pernille Tranberg er bekymret for journalistikkens fremtid og frygter, at aviserne om få år er aviserne og bladene ikke andet end reklamer. Udover det er en af de store problemer, at aviser som Ekstra bladet og SE & HØR, skriver en masse opdigtede nyheder. Det bliver kun skrevet, fordi det lyder interesseret, og at mange mennesker derfor klikker ind på artiklen, når den popper op på deres Facebook. Derfor foreslår hun, at aviserne skal have et trustmark, som viser at man kan stole på dem, og at det de skriver, rent faktisk er sandt. Hun foreslår faktisk, at hver journalist laver hver deres bio, hvor man kan læse, om de er troværdige eller ej. Der skal hver enkelt læser så gå ind, og vurdere om man stoler på den enkelte journalist.

Jeg synes idéen om et trustmark, hvor man kan se om avisen er troværdig eller ej, lyder som en udmærket idé, som kan få flere til at læse de troværdige aviser og vælge de utroværdige fra. Pernille Tranbergs forslag om, at hver enkelt journalist skal lave en bio hvor de fortæller om dem selv, er helt ude i hampen. For mig at se, rager det ikke omverdenen hvad den enkelte journalist render rundt og laver. Det er chefens opgave at ansætte troværdige journalister og man må tro på at hvis avisen får et såkaldt trustmark, så er journalisterne dermed troværdige.

Modsat Pernille Tranberg ser Bjarne Schilling reklameforbruget som en fordel. Som han så rigtigt siger, må de kvalitetsbevidste læsere søge hen til aviser, der ikke har tonsvis af reklamer og aviser som rent faktisk levere nyheder, der er sande. Han mener at det gør det nemmere for læserne at sortere i de troværdige og utroværdige aviser og netaviser.

Bjarne Schilling nævner dog også at Politiken konstant må minde sig selv om, at det er vigtigst at have relevante og troværdige artikler, frem for at udgive en masse, hvor oplysningerne ikke er ordentlig undersøgt. I det lange løb, er det aviser som Politiken, Jyllands-Posten og Nordjyske, som kan få det til at løbe rundt, fordi de er troværdige.

Bladet Euroman og Eurowoman er et rigtig godt blad for unge stilbevidste mennesker, men de seneste år, er mængden af reklamer i deres blade steget gevaldigt. Omkring hver anden side er en reklame, og man kører hurtigt træt i, at et blad man har betalt for 80kr. for, er fyldt med ligegyldige reklamer. Man køber det, fordi man bliver fanget af forsidens indhold. De har mange relevante artikler, som er interessante at læse, men når man skal igennem ti reklamer før man kommer til en reel artikel, kører man træt i det.

Morten Hjortshøj kommenterer på den stigende mængde af reklamer i både blade og aviser. Han synes at det er et problem, at det ikke er alle aviser og blade, der tydeligt angiver om reklamen, er en annonce eller en artikel. Derudover er Morten Hjortshøj også skeptisk overfor chefredaktørernes nye idé om at ansætte journalister til at lave firmaernes reklamer. Det kaldes advertorials når en journalist laver reklamer for firmaer. Nogle aviser mener at det er godt at de selv laver reklamerne, fordi de på den måde passer bedre ind i resten af avisens eller bladets layout.

Det burde ikke være journalisternes opgave at lave reklamer for firmaer og der skal være en nedskæring på mængden af reklamer.

Victor – Skal Nyhedsmedier E-Mærkes?

nyheds-avisSkal Nyhedsmedier E-Mærkes?

Forskellen mellem Journalistik og reklame.

Hvad er en nyhed og hvad er en reklame, hvordan skal læseren kunne skelne de to fra hinanden ? Det mener Pernille Tranberg hun har fundet en løsning på. Hun mener troværdigheden af diverse medier ryger ned, imens mængden af reklamer stiger. Hendes ide går ud på at der skal indføres et label lidt ligesom det “røde øko-mærke” så læserne, nemt kan skelne mellem indhold der er lavet af en journalist, og et firma som prøver at reklamere for sig selv.

Advertorials er som at tisse i bukserne, det er varmt nu men bliver hurtigt koldt igen, alle gør det, så det kommer ikke til at kunne betale sig, man sætter sin troværdighed på spil, mener Pernille Tranberg.

Advertorials er overalt på nettet og på sociale medier, de findes i alle former og kan klemmes ind næsten overalt, aviser som fx. metroxpress har en del bannere, og reklamer på deres webside, men det er også en gratis avis. Aviserne lever af reklamer, nyhedsmedierne i sig selv lever af reklamer, eftersom at faldet af abonnenter falder, kræver det at medierne laver flere reklamer for at nå de samme pengesummer, men det bider dem selv i røven, for hvem gider læse en artikel på en side fyldt med reklamer. Et banner i toppen og måske et i siden er okay, men når vi bruger vores computer eller smartphone og læser vores medier derpå, er strømmen af reklamer straks meget kraftigere, pop op vinduer man skal lukke, eller små reklame firkanter, som går ind foran teksten og først forsvinder når du har trykket på krydset.

Men falder troværdigheden virkelig? eller er det bare læselysten?

I en rapport siger fairtrade at det må være meget nemmere at mærke publicistisk indhold, i forhold til kaffe. Og det er sandt, det eneste det kræver af nyhedsmedierne er at de fortæller hvordan deres medier er blevet lavet og hvem de har samarbejdet med for at lave det, på den måde kan læserne, læse sig til om et firma, har betalt penge for at den artikel er i avisen, eller om det er en nyhed, skrevet uden indflydelse af tredjeparter. Og med tiden ville der så opstå et varemærke.

Varemærket, ville også kunne hjælpe med at sikre at læseren, kan være sikker på at det, de læser er sandt. Et eksempel kunne fx. være nyheden omkring den 13 årige dreng som døde i en drukleg, nyheden blev delt over 18000 gange på facebook, men det eneste problem var bare at nyheden var opdigtet, skriver indehaveren af mediet den blev publiceret på.

De mange mærker kan også skabe forvirring, har flere undersøgelser vist, og hvorfor skulle der så komme et til? Jeg synes selv det er en god ide, men så skal det være det samme mærke alle medier og aviser bruger, så det bliver let og nemt at forstå. Mærket skal være en tilpas størrelse og helst være i toppen af hver artikel.

For at få mærket skal der være visse krav, alle skulle kunne få det, men ikke bare uden videre. Der skal oprettes en officiel side, hvor man kan søge om at få det, hvor ens medie så bliver gennemgået, og måske godkendt til at være troværdigt.

Anton – Troværdig journalistik

Bijob er et arbejde ved siden af sit normale arbejde, hvor man får nogle ekstra penge som man får privat. De jobs man tager som et bijob, er nogle jobs går ud på, at man at man er moderator ved nogle møder og den slags.  

Er bijob farligt?

Kan man blive afhængig af det?

Hvad er troværdig journalistik?

Hvis ingen ved, at man tager et bijob, synes jeg der bliver skabt et ret stort problem. Men hvis man gør ligesom på DR eller TV2, hvor man først bliver godkendt af sin chef om at man gerne må tage et bijob, for at det skaber tvivl omkring journalisten og at det skal blive godkendt af chefen. Hvis man gør det på den måde så, synes jeg ikke det bliver et stort problem. Som Ulrik Haagerup sagde: “Det eneste journalisterne kan miste, ved at tage et bijob er deres troværdighed”. 

Der jeg synes at bijobs alligevel godt kan komme til at være et problem, er at hvis journalisterne bliver for en form af afhængig af bijobs, hvis de havde tjent mange penge ved det andet bijob, hvorfor så ikke tage det næste og blive ved? Men man mister bare troværdigheden, som er noget af det dyrebareste ved en journalist. Jeg tror også at de journalister som tager bijob er professionelle nok til at stoppe op og tænke om det er det rigtige valg, de har taget.

Jeg synes ikke det er et stort problem, for det er ikke noget man sådan lige hører om ude i de sociale medier, det er ikke noget jeg lige hører om. Men det kan alligevel godt være et stort problem, uden vi alligevel hører så meget om det.

Troværdighed

Når der bliver snakket om at miste ens troværdighed i journalistikken, så betyder det at man ligesom Se og Hør, som har haft nogle problemer om at man kunne stole på, hvad de skrev om, hvad de berømte går og laver. Det er sådan det man har en mulighed for at miste, hvis man tager et bijob, at man miste troen på, hvad der bliver skrevet eller sagt. Som Jørgen Poulsen siger: “I forhold til deres troværdighed, så er det jo et problem idet tanken om, at det har betydning, opstår hos seerne”. Han siger også at det er et frit land vi lever i. Når vi nu bor i et frit land, synes jeg godt man må tage et bijob.

Julia- Trustmark er vejen til bedre artikler

Bare ved brug af to minutter ekstra på en artikel, kan skabe en bedre og mere troværdighed oplevelse for læseren.

I starten forstod jeg ikke helt konceptet, med at der skulle være trustmark, fordi at når jeg selv læser en artikel, så regner jeg med at det er troværdigt, selvom at jeg nogle gange godt selv kan læse, at det ikke helt passer. Men når jeg så hører ting som at en 21 årig mand som driver en nyhedsside, har opdigtet en historie om en andens død pga en drukleg, men at det slet ikke passede, og at artiklen blev delt om og om igen, fordi at det er et af de store emner som interesserer os Danskere, endda rammer det i flere forskellige aldersgrupper. Selvom det måske er tænkt som et “wake up call”, så synes jeg helt sikkert at der også skal stå stort, om det er troværdigt eller ej.

Selv synes jeg at det er vigtigt, at vi kan få lavet det her trustmark, så man ikke falder i den fælde som mange mennesker gjorde i den anden artikel. Men også bare for annoncer og sådan. Så man kan se, om det virkelig er noget værd, eller at det simpelthen bare er det rene vås, som er blevet slynget ud, for at give det man reklamerer for, den bedste omtale. Og så er det også fedt for dem, som så laver oprigtige artikler, og lægger meget vægt i, at det skal være troværdigt, det ens læsere læser, at de kan få sat et mærke på deres artikel, som viser at det er rigtigt. Jeg tror også at det ville få flere journalister til at ligge lidt mere i det, fordi at man har da ikke lyst som læser, til bare at læse noget rent vås. Og så vil det jo bare gå dårligere for de sjuskede journalister.


Hvis alle gjorde som Berlingske, med at de bare lige brugte to minutter ekstra på at kunne skrive hvor historien er fra, og hvilke kilder der har været. Så ville det jo allerede blive mere troværdigt at læse, for hvis man ikke har nogen af disse oplysninger, så kan det godt være ret svært at kunne betro sig til. Som Jens Grund siger,
“Det er et forsøg på at være så åbne som muligt”.

Samtidig var der en som nævnte det her med, at det er ikke alle som bare forholder sig til en avis, men læser i flere, og det ved jeg da fra mig selv, hvis jeg ser den samme historie i fx BT og EB, så bliver man da forvirret, hvis der pludselig ikke står det samme, så kunne det være godt, at man kunne komme til at se, hvor de har kilder fra osv, for at se hvilken som er mest troværdig. Eller bare se hvordan der er blevet kigget på sagen, eller hvad der nu er i tale.

Astrid – Fremtiden for journalistisk

Skal fremtiden for nyheder og journalistik foregå på internettet? Journalistik skal have sit eget “røde øko-mærke”,

I fremtiden vil vi så stadig have aviser? Aviserne får stille og roligt mindre købere, om nogle år, er de så væk? Fremtiden inden for journalistik vil nok, foregå på mobil og computer, meget journalistik foregår allerede på facebook, twitter, osv. I nutiden ser vi allerede, at den største del af befolkningen ser deres nyheder på internettet. Den del af befolkningen der stadig læser aviser, er folk på 60+, eller dem der læser gratisaviser på vej til arbejde i toget eller bussen.  

En mobil app, kan det være fremtiden? En mobil app, hvor du kan følge med i alt den uafhængige journalistik. Appen med et feed, som på facebook, bare kun med nyheder.

Pernille Tranberg har skrevet en rapport, om de uafhængige mediers troværdighedskrise på nettet. Hun foreslår, det her med at medierne skal opfinde et nyt  mærke, som viser, at her er det uafhængig journalistik.  

Inden for mediebranchen er der stor krise i Danmark, ligesom i resten af verden. Mediebranchen er under stort troværdigheds pres, der skal gøres noget drastisk for at redde den. Der bliver advaret mod, at de traditionelle medier sætter deres troværdighed for meget på spil med partnerskaber med virksomheder. Det kan gøre at læserne ikke, vil kunne kende forskel på en reklame, og hvad der er journalistisk.  

Virksomhederne er ude på at sælge ved at lave flere partnerskaber med de journalistiske. En virksomhed bliver startet, og hyrer 17 medarbejdere til at lave journalistik med indhold, da de tror på at gode artikler, vil øge salget. Hvordan skal virksomhedens læsere se forskel på om en reklame, eller artikel er uafhængig journalistisk? Men i dag er der klare regler for, at medierne skal vise, hvis der bliver talt om en annonce eller indhold, som der i virkeligheden er betalt for. 

Er reglerne klarer nok?

Troværdig journalistik… eller hvad? – Thorvald

Hvad er verden blevet til, når man ikke kan kende forskel på en reklame og en artikel?

Det er et trick som amerikanske og andre udenlandske dagblade har brugt i årevis. Man laver en sektion på avisen, hvor et par journalister er ansat til at tage imod forespørgsler fra firmaer, som gerne vil have en anderledes reklame. Det er måske meget smart, at et firma som gerne vil udbringe nyheden om deres nye allergisikre bremsehåndtag, eller hvad det nu er, men altså en lidt tør nyhed, kan få lavet det om til en artikel, hvor det er nemmere at fange læserne, når det er noget man gider at læse.

Problemet op står når læserne slet ikke opdager, at det er en reklame de læser. Det er simpelthen for fejt. Jeg er ligeglad med, om de ændrer teksten svagt, eller bruger nogle lidt andre farver. Hvis man ikke med det samme se, at der står ANNONCE med stor fed skrift hele vejen rundt, så lad dog være med at lave dem. Det burde ikke være lovligt at ligefrem tvinge læserne mund åben, og begynde at presse reklamerne ned i dem. Hvis reklame ikke rigtig virker mere, så find dog på noget andet.

Normale artikler skulle også helst adskille sig fra disse reklameartikler ved måske at anskaffe sig et mærke. Tidligere journalist Pernille Tranberg fra Politiken har opfundet et såkaldt ’TrustMark for News’. Det er en ny ide, som måske er meget smart. Det kan gives til medier, der udleverer sande nyheder, og ikke til dem, der opdigter nyheder. Og ja, vi lever i en tid, hvor alle og enhver kan starte et trykkeri, og begynde at lege avis. Det kan faktisk medføre fatale oplevelser, hvor en falsk nyhed bliver lavet og delt på nettet, så det starter en shitstorm på f.eks. Facebook.

Alligevel synes jeg det er for meget, at artikler skal til at være mærket, for jeg synes faktisk sjældent at alle artikler er helt sande. Måske er der en forkert bid information i, og så kan mærket ikke gælder. Tænk hvis halvdelen af Politikens artikler, som jo er kendt for at være troværdige, ikke kunne få dette mærke. På grund af en lille fejl et sted?

Jeg tror også folk er ved at få nok af alle de her mærker. Man ved snart ikke, hvad der er tropetræ eller hvad der er økologi.

Tænk nu hvis hele denne artikel, faktisk var en reklame. Eller hvis den var falsk. Eller hvis den var her for at tale et firma op. Hvis jeg nu var kendt for at være en, der tager penge fra firmaer for at holde taler til konferencer. Så vil jeg nok miste min troværdighed. Så når folk så går ind og tjekker, hvem der har lavet artiklen, og de så ser at det er mig. Bum, der røg den læser. Det er yderst vigtigt, at journalister, og især mere kendte journalister, ikke tager nogen form for bijob. Det er jo ikke fordi man mangler penge, når man er den mest berømte tv-vært. Hvis man ikke kan stole på de nyheder man hører i tv, hvad kan man så stole på? Og det handler også om, om man kan tro på dem. For selvom de måske aldrig har løjet, kan de miste deres troværdighed, bare fordi de har optrådt ved en konference for samme firma, som de kritiserer i et interview.

Berlingske er gået forrest i et initiativ om at skrive, hvor de har deres historier fra. Jens Grund fortæller at, man skal skrive hvem journalisterne har talt med, og hvilken dokumentation historien er baseret på. Jeg synes det er en rigtig god ide, fordi vi lever i en tid hvor spindoktorer og pr-folk rigtig gerne vil sælge en historie eller et budskab, så det er en let måde, at se hvor troværdige de forskellige historier er.

En problem kan være, hvis nu f.eks. alle aviser og medier kørte denne stil, og alle kilder eller personener med, der har en historie, kan måske være bange for at fortælle den til journalisterne, fordi de ved, deres navn vil komme til at stå under artiklen.  Det kan gå hen og blive et stort problem, at vi mister mange gode eller vigtige historier, fordi ingen vil have deres navn til at være med i artiklen.

Der er generelt rigtig mange problemer med troværdig journalistik, og det er nødt til at være helt clean. Mit budskab er: Forbyd ikke godkendte medier, glem de der mærker. Det skal være ulovligt at lave artikler, som i virkeligheden er annoncer. Det duer bare ikke.

Kan vi stole på vores kære medier? – Agnes

Af: Agnes Elgaard Christiansen

De gode gamle medier er efterhånden skiftet ud med sociale medier og netmedier. For eksempel er Facebook snart det mest populære ord for os i dag. Det er et stort flydende netværk, hvor stort set alle skrevne ord florerer. Du kan finde ud af alt fra oplysninger om din nabos kat til de nye ministerposter til vilde historier om mennesker omkring os.

Alle aviser og stort set alle mennesker i alderen 13 til 50 ejer en Facebook-konto, og er i stand til både at skrive, hvad de vil og til at læse alt, der bliver skrevet. På den måde kan vi dele vores oplysninger, erfaringer og breaking news. Men hvad så med sådan noget som firmaer, der gerne vil sælge deres produkt? De kan da også dele de historier de vil – stort set. For reklamer er der regler, da produktet selvfølgelig ikke må lyve til forbrugeren. Men forhindrer det dem i at gøre det? Ikke altid.

Og for os “normale” borgere er spillet vel frit? Et eksempel på det omhandler en mand, som har en hjemmeside, hvorpå han deler både sande og falske nyheder. På et tidspunkt var en historie fra hans hjemmeside, hvor overskriften lød: “13-årige Simon fra Vejle død under drukspil,” blevet delt 18.000 gange. I sidste ende viste det sig, at artiklen var helt og aldeles opdigtet. Men hvem skulle også have vidst det? Jeg vil da gerne indrømme, at jeg måske godt kan være lidt godtroende i forhold til, hvad jeg læser hist og her. Og det er der problemet ligger – kan vi stole på vores kære medier?

I en verden, hvor vi får overdrevet mange indtryk på en dag, kan det være svært at filtrere dem fra, der måske lyder urealistiske. Pernille Tranberg og Bjarne Schilling mener, at der burde være et hurtigt og nemt kendetegn på de artikler, hvor der er tale om uafhængig journalistik. Et såkaldt “Trustmark”. De sammenligner det med det røde øko-mærke, du ser på en masse madvarer, som lover forbrugeren, at produktet er produceret under ordnede forhold. Men at sammenligne disse to ting, ved jeg nu ikke, om man kan. For en liter mælk, er der nogle helt specifikke krav, som afgør, om den kan kaldes økologisk. Men ved sådan noget som nyheder og oplysninger, kan man vel sige, at det er ét ord mod et andet? Pernille Tranberg udtaler, at det nye Trustmark skal være det, der afgør, om man kan stole på artiklens forfatter – men skal det så betyde, at man ikke kan stole på en oplysning eller artikel, hvor skribenten ikke har et såkaldt Trustmark på sig? Det tror jeg ikke på, kommer til at fungere. Hvem skal afgøre, hvem der kan stoles på, og hvem der ikke kan? Lad os nu tage udgangspunkt i en freelancer, som måske ikke har skrevet så meget før, men som ender med at være vidne til en voldsom hændelse. Han kender nu en masse detaljer og vælger selvfølgelig at skrive en artikel om det. Men er hans historie nu ikke til at stole på, fordi man ikke rigtig kender ham, og hvor han kommer fra?

Jeg er enig med både Pernille Tranberg og Bjarne Schilling i, at der er et problem i, at der skabes falske nyheder, men jeg tror ikke på, at det, at sætte et lille mærke på hver journalist eller skribent er løsningen.

En anden ting er, at det ville være en uoverskuelig opgave. Det skulle først og fremmest vedtages som en lov, hvilket i forvejen kan tage oceaner af tid. Derefter skal alle der ønsker at modtage mærket, hvilket jeg formoder er stort set alle, vurderes på en eller anden måde.

Jeg tænker, at som Pernille Tranberg også nævner, kunne en løsning være, at der kunne stå noget om journalisten under de artikler vedkommende skriver. For eksempel om han eller hun arbejder inden for politik og for hvilket parti, så man igennem det ved, at det altså kan have indflydelse på, hvad journalisten skriver. På den måde kan man selv tage stilling til, om det er noget, man vil tro på.

Mest af alt er jeg enig med Bjarne Schilling i, at vi burde have tillid til, at de efterhånden kvalitetsbevidste læsere godt ved, hvor de skal søge hen for at finde de nyheder, man kan stole på.