Prøve 2

Prøve 2

Skal vi være bange for medierne?

0

Af Agnes Elgaard Christiansen

 

Tilliden til vores medier er ikke den samme, som den har været. Folk ved efterhånden godt, at det, de fleste journalister er ude på, er, at skrive de bedste historier. For gode historier giver gode penge. Men hvordan får man en god historie? Man skal være hurtig og fortælle noget, ingen andre ved. Ved for eksempel en drabssag er det vigtigt, at man har de rigtige oplysninger, som kan komme fra politimænd, efterforskere og pårørende. Men de er ikke altid villige eller har lov til at fortælle tingene videre – deraf kommer emnet “betaling af kilder”, som de sidste par år har været dårligt omtalt. Nogle aviser betaler nemlig gerne politimænd, embedsmænd og så videre for at få oplysninger før andre.

Er privatlivskrænkelse en ting som offentlig person?

Men i sidste ende, så er det da også klart – hvem vil ikke gerne tjene penge? Sagen er, at vi ikke kan undvære vores kære medier. Hvem skal ellers fortælle os, hvad der sker i nær og fjern? Men hvor meget skal journalisterne og aviserne have lov til? Hvad for eksempel med Se&Hør-krisen, som jo er blevet hakket ned på overalt? Selvfølgelig skal alle folk have deres privatliv, men hvad så hvis der gennem hacking af mail kom oplysninger frem om, at staten for eksempel havde snydt os alle sammen for en masse penge? Hvem ville vi så være mest sure på? Ingen tvivl om at man, selvom man er en offentlig person, ikke skal frygte pressen, som chefredaktør på Berlingske mener, at vi allesammen gør.

Bøllen i skolegården

Der har været opdigtede sågar falske historier om folk som den tidligere TV2-vært, Line Baun Danielsen, og Naser Khader, Ny Alliances daværende formand, hvilket er scenarier de fleste frygter. Som den engelske journalist, Nick Davies, udtaler, så kan det sammenlignes lidt med en bølle i skolegården. Hvis han rammer blot ét barn hårdt, er det nok. Alle er bange for ham bagefter.

Hvorfor ikke tro det bedste om folk?

Men overordnet er det faktisk ikke noget, vi burde finde os i. Alle har ret til privatliv – offentlige personer som helt almindelig borgere. Ulovligheder forbliver ulovligheder, og selvom du har evnerne til at hacke dig ind på folk, har du ikke nødvendigvis pligten.

Vi bliver nødt tro på det bedste i folk og lade være med at snage. Og mon ikke folk fortæller os det, de skal, og holder det hemmeligt, som ikke er nødvendigt for andre at vide.

Er presseetiske regler nok?

0

Penge, penge og atter penge. Det heler handler om penge. Når medier betaler kilder for dokumentation, når medier stjæler oplysninger fra fortrolige kilder, eller når de ligefrem ansætter folk, der arbejder i forskellige firmaer.

Forskellige medier i dag, har svært ved ikke at tænke på de nemme penge, der ligger i at ødelægge folks liv. Vi ser Se og Hør gå forrest, men andre som Metroxpress, BT og Ekstrabladet, lunter efter. Og hvorfor egentlig ikke? Det er så simpelt at bare betale nogle tusind her og nogle tusind der, og så tjene millioner på store nyheder, såsom en eller anden sanger, der har taget to dages ekstra ferie til Bahamas. Meget spændende.

Se og Hør vil helst ikke udtale sig om sagen, men Ekstra Bladet er meget imødekommende, og chefredaktør Poul Madsen ser overhovedet ikke et problem i det.
– Vi betragter det som et ulejlighedshonorar, siger Poul Madsen. – Du kan få en plovmand her hos os for et godt tip, og ingen bliver fede af det. Vi betaler maksimalt 1.000 kroner, tilføjer han.

Det er selvfølgelig fint, men lige meget hvor meget medierne betaler, om de så får nyhederne gratis eller ej, er det stadig en overskridelse af folks personlige territorier. Problemet ligger bare i, at der er gratis og betale tips, både indenfor drama mht. kendte og tv-personligheder, men også inden for normale nyheder, som politik, skole, landbrug eller andre almindelige sektioner i statsejede medier. Jeg synes heller ikke det er i orden med betalte tips, når det er normale nyheder, fordi det kan så tvivl om nyhedens troværdighed. Hvem ved om kilden taler sandt, eller personen bare er blevet betalt til at sige det?

Derimod synes jeg ikke, at hverken betalte eller gratis tips er i orden, når vi snakker sladderblade.

Der har vi dilemmaet, og det er ikke ligefrem skjult. Selvfølgelig er det enormt etisk ukorrekt, at træder ind over grænsen til menneskers privatliv. De presseetiske regler siger ”man bør anerkende hensynet til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred”. Det gælder alle. Som i politikere, kendte, kongelige, direktører, kriminelle og ganske almindelige arbejdere. Ja, det gælder alle. Ja, det burde vedtages ved lov, så vi kan få sat en stopper for det her.

Man skulle helst kunne stole på pressen. Hvis man ikke engang kan stole på, at de overholder loven, hvordan kan man så overhovedet stole på noget de siger?

Nogle mener, at man burde ligger sag an, hvis man føler sig krænket af pressen. For et par år siden, blev Se og Hør taget i at betale en bankmand for fortrolige oplysning, og folk er blevet fyret fra Se og Hør, fordi de ikke ville overtræde loven som følge af deres arbejde.

Det holder bare ikke i det lange løb. Man kan ikke bare blive ved med at lægge sag an til højre og venstre. Der må være en grænser. Vi har virkelig brug for en rigtig lov, der sætter nogen grænser vedrørende privatliv. En rigtig lov, der gør at vi altid kan stole på pressen og på medierne. Bedøvende ligeglad om Se og Hør går nedenom og hjem.

 

Betalte historier og øget kriminalitet

0

Flere og flere medier vælger at betale sig frem til gode historier. Nogle gør det med omtanke, mens andre kun tænker på historierne. Der er, og vil måske komme konsekvenser ved køb af historier.

Historier kommer ikke bare frem af sig selv, man er nødt til at kende nogen, som har hørt eller set noget. Rettere sagt så skal man have en kilde. En kilde der er villig til muligvis at fortælle andres dybe og gemte hemmeligheder. Hvad er prisen for en kilde så, og burde der være én?

Øget kriminalitet

I nutidens Danmark og verden, der handler alt om penge, og det gør det også for dem som risikerer en del, når de vælger at gå til pressen med fortrolige og måske ulovlige hændelser eller andet. En kilde er ikke gratis længere, og det kan have store konsekvenser for journalisters etik og ærlighed men ikke mindst også vores samfund. For i bund og grund så køber man en historie, og hvis folk mangler penge, kan vi risikere, at de går til ulovlige metoder for at få fat i en historie. Vi kan risikere at vores samfund bliver ramt af mere kriminalitet end nogensinde. For lige så snart det handler om penge, så er det ikke alle, der har en grænse for, hvor langt de vil gå for at få fat i dem. Sladderbladet Se og Hør betaler gerne for gode historier med tip-honorar, som også er blevet kaldt “stikkerlinjen.”

Ærlighed og etik

De betaler gerne under bordet med 10.000 kroner om måneden, hvis en kilde har personlige oplysninger om kendtes brug af kreditkort. Se og Hør køber deres historier, og det ser bladet Politiken skævt på >>Vi har en meget klar regel, som hedder, at Politiken ikke betaler for oplysninger fra kilder. Og Politikens journalister må ikke gøre noget, der giver dem nogen privatøkonomiske fordele. Ganske enkelt fordi vi ikke anser det for en troværdig og etisk måde at arbejde på,<< siger Politikens chefredaktør Anne Mette Svane.

Ved ikke at købe historier så vælger redaktører, journalister og andre ansatte at vedligeholde den etik og ærlighed der er ved bladet. Der kan dog også være få ulemper ved det. Nogle historier/artikler er ikke lige så bearbejdede og interessante som de historier vi for eksempel læser i Se og Hør. Se og Hør vælger jo at købe deres historier, og derfor kan deres artikler også være mere “saftige.” Ekstra Bladet har også valgt, at de køber deres historier.

Deres chefredaktør Poul Madsen udtaler dog >>Vi betaler heller aldrig mere end 1.000 kroner, for vi vil ikke ud i en form for checkhæfte-journalistik.<< Der er regler hos Ekstra Bladet, som bladet overholder, og de mener ikke at 1.000 kroner kan gå hen og øge kriminaliteten i Danmark. Derfor betyder det ikke, at de synes, at det er en god ide at betale 10.000 kroner for kontooplysninger hos kendte.

Vi er bare mennesker

Der er visse love, som skal overholdes, og det er desværre ikke alle medier, som gør dette. Derfor ender nogle journalister, fotografer, chefredaktører osv med at blive politianmeldt. Der er ingen grund til at snage i andres privatliv, men hvis ikke journalisterne gjorde, så var der jo ingen til, at give os de saftige historier. Vi holder os ikke til historier om færdselsuheld og oversvømmelser. Vi går op i historier om utroskab og penge.