Jeg var død og gravid

 

 

 

 

 

 

Ellen Larsen i sin sofa. Hun vil beskrive det hvide og dragende lys, som fåreskindet  på armlænet; Rart og hvidt.

Foto: Nikoline Steen Kristensen

 

Ellen Larsen var 38 uger henne i sin graviditet med sønnen Peter, da hun døde for første gang.  

Skrevet af: Liv Jenshøj, Nikoline Kristensen og Marie Binow Lassen

 

Som menneske ved man godt hvad døden er, men ikke så meget om, hvad døden egentlig indeholder. Nogle beskriver døden som et kort øjeblik, hvor de får kastet billeder og øjeblikke fra deres liv, ind i hovedet. Mens andre, som Ellen Larsen, beskriver det som et varmt hvidt lys

 

Ellen larsen befinder sig for 45 år siden på fødselsstiftelsen, på Skejby sygehus. Hun ligger på en af de mange hvide og ensformige stuer, hvor både indretningen og duften af rødt saftevand, der serveres i store mængder, fylder det hvide lokale. Ellen var gravid, og samtidig var hun en af de 3 ud af 100 gravide, som får svangerskabsforgiftning. En uro i kroppen fandt sted hos apotekeren Ellen, da hun blev indlagt 2 uger før tid, med et forhøjet blodtryk. 

Hun sad for enden af sengen, og kan tydeligt huske de 3 sygeplejersker rundt om hende. 

“Jeg havde ondt i maven og flimmer for øjnene, fortæller hun, hvorefter flimmeren blev til stjerner” 

En ting hun ikke vidste der ville ske for 45 år siden, var at hendes krops tilstedeværelse sagde farvel til jorden. I det samme øjeblik hukommelsen glippede så hun et hvidt lys. 

 

Som en knude, der ikke er kræft 

Karen Søe Pedersen er hospitalspræst på Aalborg universitetshospital, og hun snakker med mange mennesker, som ligger på grænsen til døden, har dødsangst eller er vendt tilbage til livet igen. 

‘’Folk, der oplever nærdødsoplevelser, har ofte forskellige oplevelser, fortæller Karen Søe Pedersen’’.

Ifølge hende har folk på sygehuset brug for at snakke med en præst om oplevelsen og tanker omkring døden frem for en psykolog, da “det med døden er mere essentielt”

‘’Når man har snakket om det, bliver man ofte lettet, siger hospitalspræsten’’

Der kommer en lettelse. Knuden man har gået rundt med i maven, som ikke er forårsaget af kræft, men urolige følelser og bekymringer, bliver opløst og skulderne kan sænke sig. 

”Ord kan ikke flytte noget, ord kan flytte en masse, fortæller hun” 

De fleste oplevelser man hører om, beskriver ofte det hvide lys og mødet med sine afdøde slægtninge, den fredfyldte tilværelse eller indre ro. Men hvad så hvis der er intet? Slet ingen ting, ‘’Man skal passe på at man ikke gør døden til en lækker ting – for døden er jo stadig døden’’ siger Karen.


 Hospitalspræst Karen Søe Pedersen, i Vor Frue Kirke
Foto: Marie Binow Lassen

Oplevelsen

Ellens krop gav efter og det næste hun kunne fornemme var, at hun blev draget ind i lyset, det varme, hvide og kæmpe lys. 

“Der var sådan et kæmpe hvidt lys, sådan et varmt hvidt lys, det var ikke sådan noget grimt, det var næsten ligesom farverne på det der skind meget fint lys. Det dragede mig og jeg tror ikke, at det har taget særlig lang tid.” fortæller Ellen med en energisk stemme og foldede hænder. 

Dagen efter blev ellen larsen beriget med sin 2. søn Peter, og svangerskabsforgiftningen gik i sig selv. Det er mange år siden i dag. I den første lange tid var Ellen slet ikke klar over, at det var en nærdødsoplevelse. Hun kunne have været den 10. kvinde ud af de 9, der døde som 26 årige i 1974 i Danmark.

“Jeg tror faktisk at det var Peter, der gjorde mig opmærksom på det. Han havde hørt en radioudsendelse” herefter ringer sønnen Peter og siger, “det har du nogle gange sagt, at du oplevede dengang”. Ellen har derfor læst bøger omkring fænomenet med hendes veninde, som har oplevet det at dø 3 gange.

En oplevelse de begge ville ønske, at flere havde snakket med dem om. For døden er og bliver ikke noget, man spøger med. 

Men hvorfor vil vi ikke sætte ord på døden?  

‘’Der er mange der er bange for, at man får nogle til at græde. Altså der er ikke ret mange der kan holde ud at andre græder, er det ikke rigtigt? Så tænker man, ej så siger jeg ikke noget fordi så bliver personen ked af det og det er jo også for dårligt af mig. Men det kunne jo godt være en der havde brug for at snakke om det” fortæller Ellen mens stemmen ryster lidt af skrøbelighed.  

‘’Jeg tror på at vi skal leve et liv med kærlighed. Det er vigtigt at snakke med hinanden, også selvom der kan komme en tåre eller to’’