Portræt: Den 75-årige Marna har mistet sin ægtefælle gennem 49 år. Det sociale liv blev hendes redning. 

________________________________________

 

Maia Teilmann Frederiksen, elev på Himmerlands Ungdomsskole

________________________________________

          

           

– Jeg mindes med glæde, at vi har haft nogle gode år sammen, sådan fortæller Marna Levisen om sit 49-årige ægteskab med sin afdøde mand.

 

I den lune stue hos Marna sidder vi ved et bord, hvor en tallerken med fire stykker kanelkage står, og ved siden af står en iste på det firkantet træbord.

I stuen dufter der af den nybagte kanelkage, og man kan høre urets tikken dale langsomt ud i det lyse rum.

 

Marna starter med at fortælle lidt om hendes unge dage. Hun blev født, og voksede op i den lille by Frejlev beliggende i Nordjylland. Marna arbejde som sygehjælper på Sygehus Syd i Aalborg. 

 

– Jeg har været sygehjælper på røntgenafdeling inde på Sygehus Syd , og der var jeg i 35 år.

 

– Og så har to børn, en dreng og en pige, og fem børnebørn, som er ene piger.

 

Efter et par minutter bliver samtalen ført til en dybere snak vedrørende hendes afdøde mand. Mens lyden af stilhed og skiftevis snakken toner i rummet, fortæller Marna, hvordan det føltes at miste sin mand.

 

– Det gik langsomt ned ad bakke. Hver eneste aften vi gik i seng, tænkte jeg, åh bare det må få en ende, for det var ikke et liv. Men da han så døde, fik jeg jo dårlig samvittighed over, at jeg havde tænkt sådan, fortæller hun rørt.

 

Marna Levisens mand døde d. 30. juli 2011, efter godt 8 måneder med kræft. 

Hun fortæller, at de havde et helt fantastisk godt liv sammen.

 

“Hver eneste aften vi gik i seng tænkte jeg, åh bare det må få en ende, for det var ikke et liv”

 

– Det er ikke sådan, at vi har siddet på hinanden, vi har givet frihed til hinanden, så det har været et godt ægteskab, fortæller hun også om sit liv med ægtefællen.

 

Fulde navn: Marna Levisen 

Alder: 75 år

Født og opvokset: Frejlev, Nordjylland 

Erhverv: Pensionist, tidligere sygehjælper på røntgenafdelingen –  Sygehus syd Aalborg

Familie: 2 børn, 5 børnebørn, 49-årigt ægteskab på bagen

 

Savnet 

 

Der er dejligt varmt, og en tryg stemning sætter sig i kroppen i stuen. På væggene hænger der billeder af familie, hvilket fylder rummet med dejligt og nydeligt humør.

 

På samme tid med at kagen langsomt forsvinder i små mundfulde, fortæller Marna om livet efter en ægtefælles død, og hvordan hun personligt bearbejdede sorgen.

 

– Jeg snakkede meget om ham, og det hjælper det første lange stykke tid. Jeg havde bare behov for at fortælle om os, og ligesådan om ham, fortæller Marna 

 

– Når den første fødselsdag, første jul, første påske og alt det der kommer, der har man det ikke så godt op til. Jeg vil sige, at det er de første par år, tilføjer hun.

 

Livet efter

 

Marnas liv gik for alvor videre da hun begyndte at tage ud af huset. Hendes børn og børnebørn var en stor del af denne proces.

 

– Jeg har børnene, børnebørnene og en god vennekreds, men det er jo ikke nok med, at jeg besøger dem, jeg skal jo også selv gøre noget. Komme ud af busken, og det synes jeg, at jeg er god til, udtaler hun.

 

Det er især de helt hverdagsagtige opgaver, der holder hende i gang.

 

– Nu har jeg jo stort hus og have, og så er jeg medlem af vores seniorklub i Frejlev, de holder så mange foredrag. Så går jeg også stavgang og ture hver dag, fortæller Marna, som selv er vokset op i en meget aktiv familie, med en masse sport.

 Foto: Arkivfoto/Maia Teilmann Frederiksen

 

Selvom Marna på nuværende tidspunkt kommer ud af huset, og er aktiv, har hun tidligere haft svært ved at komme ud. Hun havde især svært ved at tage i byen alene, men det valgte hun at trodse

 

– Jeg havde lyst til at takke nej, men mine børn hjalp mig med at komme afsted, udtaler hun.

 

– Det var hårdt ved mig, det var det i et langt stykke tid, og selv endnu er mine venner flinke til at hjælpe, så det er dejligt. Der betyder venner utrolig meget, fordi jeg har altid haft det sådan: jeg vil ikke belaste mine børn, de har også deres liv, tilføjer Marna.

 

Aldrig glemt

 

Samtalen er ved at runde af, og urets tikken er ikke længere til at høre. Efter Marnas mening er døden ikke noget at være bange for. Hun fortæller at hun ikke selv er bange for døden, og at det ikke er noget hun tænker på hver dag, men genstridigt tænker hun oftest på sin afdøde mand.

 

– For selv i dag otte år efter tænker jeg på ham på et eller andet tidspunkt hver eneste dag, udtaler Marna med et blødgørende smil.

 

Marna været glad for at dele sit liv med den nu afdøde ægtefælle. Selvom det ikke blev til et guldbryllup, var det alligevel et dejligt ægteskab fortæller hun mens hun smiler så man kan mærke kærligheden der stadig flammer i hjertet på Marna.