Onsdag d. 18. marts 2020

Rebecca Dahl Holm

Jeg vågner op med nu en ny rutine, klokken 10 er jeg frisk på den nye dag og sidder klar ved computeren. En helt almindelig dag i karantænen, troede jeg.

De første timer af dagen går hurtigt med masser af budgetter, en problemregning og en deadline. Matematik er ikke min skarpeste side, men er dog godt på vej og tiden flyver hurtigt forbi, lige indtil den står en smule stille igen. Min mor kommer gående op af trappen og fortæller, at hun nu er blevet fyret.

Man glemmer helt at der en helt almindelig verden, sat sammen med klare regler, også udenfor karantænen. Og at folk som min mor, stadig fyres af grunde, som for mange sygedage. 120 dage ramte hun, med sin brækkede ryg efter sin ulykke tilbage i december måned og nu, med sin skæbne i hænderne på nogen andre, røg hendes job desværre. De sidste mange dage efterhånden, har snakken herhjemme gået på alt andet end selve familien, og det ses når sådan siterationer sker. Men som min mor også sagde kort efter den dårlige nyhed, må vi trykke på den største pytknap, vi overhovedet kan finde. Og det samme måtte jeg, med mine bagtanker om en efterskoleregning der skal betales af min nu, arbejdsløse mor.

Dette var ikke den bedste start på dagen, men livet må gå videre og det samme gjorder mine tanker heldigvis. At gå fra at være på efterskolen med næsten fri adgang til at købe snoller, til nu hvor man lever hjemme på rugbrød, er ikke den fedeste ting. Så min hjerne var nu fastsat på, at jeg skulle overtale mine forældre, til en lille handletur i fakta. Min mor var ikke fan, hun er trodsalt lidt fornuftig, og mente ikke vi skulle handle ind igen, før vi manglede mælk. Men far var på.

Til min forundring havde butikkerne lyttet grundigt efter, til statsministerens tale her i går, og der var sat retningslinjer ved kassen, omkring 1,5 meter i mellem. Ved kassen kunne man se en kæmpe gennemsigtig form for vindue, og en håndsprit stående på disken, frit til brug. Jeg følte mig i bund og grund rimelig tryg og forsikret mod smittefare.

Dagen var desværre ikke omme, nu ønsker jeg det en smule, for en ulykke kommer sjældent alene….

Jeg sidder nu klokken 1:41 og skriver min karantæne dagbog, da dagen tog en gevaldig drejning, og min aften yderst hurtig forsvandt, her i blandt med en masse tåre.

Jeg sidder og snakker i telefon, da min mor kommer brasende ind, og siger med en hård tone, at jeg skal lægge fra mig, hvad end jeg har gang i og komme med. Først troede jeg, at jeg havde gjort noget galt, men navnet ”Bine” faldt hurtigt ud af munden på min mor. Bine, min kære hund, som jeg har haft i nu 13 ud af 16 år af mit liv. Jeg kommer ind i soveværelset hvor hun ligger med en næsten livløs krop på tæppet, men hendes øjne er vidt åbne og tunges ryger lidt ind og ud. Hun virker stadig tilstedeværende. Min far fandt hende ude foran huset med en lammet krop, sammenkvast på jorden. Han fortæller at vores to hunde var oppe og slås, for alvor, og Bine er blevet bidt i nakken. Teorien var at hun nu var helt lammet. Hun lå, i godt en halv time til en time, indtil vi til sidst fik fat på dyrlægen, og selvom tingene så lysere ud hos lægen, med lidt liv i kroppen, og ingen brækkede ting. Tror vi nu 5 timer senere ikke rigtig på nogen lys morgen, da hun ikke endnu har sovet, og heller ej bevæget sig i kroppen.

Jeg vil sige godnat herfra, og husk nu at der også er en verden og et liv udenfor karantænen og Corona generelt.