Karantænedagbog – Jasmin

Mandag d. 16. marts

De første par dage er nu gået, og kedsomheden begynder at trænge sig mere og mere på. Jo det har da været rart ikke at skulle have undervisning og bare slappe af og lave hvad man har lyst til, men man føler sig lidt indespærret. Det er lidt som om man næsten ikke rigtig tør at gå udenfor, for tænk hvis man mødte nogen de kan jo smitte, og endnu værre, hvis man mødte nogen man kendte, og som man måske ikke har set i lang tid, hvor går grænsen så. Det er lidt sådan situationen er blevet sat til at være, men sådan behøver det vel ikke at være? Det hele er vel hvad man gør det til. Men det er svært ikke at gøre det til noget stort, og ikke at tænke på det næsten hele tiden. Man kan vel ikke tillade sig at kramme, og man ved ikke hvilken situation den anden person står i. Når man går ned i et supermarked, er der for det første næsten mennesketomt. Men de personer der så er der, går flere meter fra hinanden. Jeg hører historier fra andre når de er nede og handle eller bare ude og gå en tur går de fleste en hel bue udenom, for ikke at komme for tæt på. Jeg har ikke selv oplevet det, for de gange jeg har været uden for døren har der ikke været et øje, lige meget hvornår på dagen det er. Lørdag formiddag, søndag aften, mandag eftermiddag, der er ikke et øje. Nu er det også en ret lille by jeg bor i, men taget i betragtning af at man normalt altid møder nogen når man går rundt i byen, og nu er der ingen, selv ikke engang på en solrig lørdag. Her er det eneste man kan møde en kat, og det eneste man kan høre er fuglenes kvidren. 

 

 

Onsdag d. 18. marts

I dag onsdag, startede jeg ud med lidt morgentræning med min mor, og så yoga med Nikoline, over facetime. Ja i de her dage er jeg meget taknemlig for at der er så mange muligheder for at snakke og lave andre ting med sine venner, selvom man ikke er sammen.

Som dagene går føles det stille og roligt som en hverdag, en anderledes hverdag selvfølgelig. Men det begynder at komme noget struktur og nogle rutiner, så det hele føles bare lidt som normalt. For det er jo vildt mærkeligt at gå fra at leve på efterskole, hvor man lever ud fra et skema. Der er hele tiden bestemte tider hvor du skal være. Alt fra morgenmad, undervisning, rengøring, profilfag, frokost, gangtid, til fællesmøder, sengetid, pauser, aftensmad og værelsestjek. Når man er vant til at leve ud fra ret stramme tidspunkter, og hele dagen er fordelt på et skema, så er det ret omvæltende at komme hjem og pludselig selv skal styre sin tid. Selvom vi har online undervisning fra 10-14.30 med en lille pause i mellem, så er det alligevel svært at få det til at “hænge sammen”. For herhjemme er det meget nemmere bare lige at sidde og se netflix i flere timer, hvis man ikke lige har andre planer, og det har man jo ikke, for man må ikke være sammen med nogen, eller tage nogen steder hen. Det eneste man kan gøre er at løbe eller gå en tur, men allerede nu kan jeg mærke at der kommer til at blive gået og løbet mange ture i løbet af de næste par uger, for jeg bliver godt nok skør i hovedet af at være indenfor så meget. Men det kan nu også være ret hyggeligt at gå eller løbe en tur, specielt når solen skinner og det ikke er alt for koldt. Og når det er lige omkring solnedgang, så er det virkelig også en flot tur. 

 

Mandag d. 23. marts

Så blev det mandag. En ny uge i den nye hverdag. Det næsten som om at jeg har vænnet mig til det allerede. Og med statsministerens udmelding her til eftermiddag, passer det jo meget godt. Selvom jeg virkelig ikke er fan af hele situationen, prøver jeg alligevel at få det bedste ud af det. Og nyder også at jeg har masser af tid til at lave lige det jeg har lyst til. Her i weekenden synes jeg også det var meget rart at have et par dage uden undervisning. Og med det gode vejr der har været hele weekenden, har jeg brugt rigtig meget tid udenfor. Jeg har blandt andet været på “skovtur” med min mor og far. Vi kørte ca. en halv time, ud til Langesø, tæt på Odense. Her gik vi hele vejen rundt om søen, og derefter sad vi og nød solen, og spiste vores medbragte mad. Selvom der var ret mange mennesker, var alle alligevel rigtig gode til at holde afstand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fredag d. 27. marts

Så blev det fredag igen. Og nu er to uger gået med fjernundervisning. For første gang i lang tid har jeg haft efterskole følelsen. På en normal fredag på HU, har vi både fortælletime med Jesper, fællesgymnastik og sangtime, og lige netop de tre ting, havde lærerne sørget for at vi skulle have i dag. Vi havde dog også lige to timers almindelig undervisning først. Men da klokken blev 12.30, skulle vi mødes på Google Meet, med Jesper. Alle elever, var der og kunne nyde lidt af Jespers kloge ord. Og vi fik da også lige en kort rundvisning på skolen, da der er i gang med at blive lavet lidt om nogle steder. Det var helt mærkeligt at “se” skolen, og det gjorde også at jeg nu savner den endnu mere. Jesper fik lige hevet et citat af Grundtvig ind også, selvfølgelig. Og så sluttede han af med at sige “HU er ikke det samme når i ikke er her, vi savner jer.” Og det ramte virkelig. At se vores forstander være lige så påvirket af det her som vi selv er. Så var det videre til fællesgymnastik, og her havde vores herlige gymnastiklærere lavet en lille træningsvideo, som vi bare skulle prøve at følge med på. Og her fik jeg hevet min mor med. Det var sjovt, og mindede mig faktisk om en rigtig fællesgymnastik time på HU, udover at det blev udført herhjemme. Og så kom vi til sangtime, og her havde jeg ligesom til de andre ting været virkelig spændt på hvad lærerne havde fundet på. Jeg snakkede med Nikoline imens, så vi var til sangtime sammen, hver for sig. Det var live på Youtube, og der gik lige et par minutter før det gik i gang. En lille intro og en video fra skolen rullede hen over skærmen, med Antons vise som baggrundsmusik. Og så poppede alle lærerne pludselig op på skærmen, og begyndte at synge lige netop den sang. Antons vise, HU sang. Det var overvældende og jeg havde ikke set det komme, og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg var så overrasket, og syntes det er så vildt at lærerne har brugt tid på at synge lige netop alle vores yndlings efterskole sange. Det fortsatte i ca. en halv time, og så blev der råbt god weekend som altid. Efter denne eftermiddag fyldt med efterskole ånd herhjemme, hvilket jeg ikke havde troet nogensinde skulle ske, sidder jeg nu tilbage med en god men også lidt trist følelse. På den ene side var det virkelig fedt, at “samles” om det samme, og føle at vi gør noget sammen, selvom vi er hver for sig. Men på den anden side gjorde det også at jeg nu savner min efterskole hverdag og venner endnu mere, og kan slet ikke forstå, at det er den her måde vi nu skal gøre det på.