23/3 2020

 

I dag har været en øv – dag. 

 

Jeg stod op, havde en min daglige morgenrutine, dog med en enkelt ændring. Vi holdte elevrådsmøde kl. 9:30 hvor vi snakkede galla – spændene. Dog får det også en til at tænke over hvor lidt tid der så er tilbage. Alt den tid man har i corona dagene, giver også massere af tid til at tænke. 

 

Tænke på hvordan det må være at for dem der mister nogen nu. De kan være 10 mennesker til begravelsen, og ingen krammeri.

 

Tid til at tænke på hvor helig jeg er. Jeg har søde efterskole venner, sød familie og massere af plads at være i. Jeg har det ikke som i Frankrig hvor man skal lave sedler for at gå tur med hunden, ellers får man bøder. Jeg kan løbe ture i skoven, og handle frit – dog med omtanke og afstand.

 

Jeg ringede til en af de ældre i min familie. Da jeg fortalte situation omkring vores USA tur, var hendes reaktion sådan “Men hvor var det dog godt i ikke nåede at komme afsted, for ikke at kunne komme hjem igen”. Den vinkel havde jeg ikke overvejet. Det har hun da vældig ret i. Det havde været rigtig træls. Så vi er jo heldige med at vi kan nyde hinandens selskab på HU i stedet – i hvert fald når den tid kommer. 

 

Det der har gjort dagen til en øv- dag, var pressemødet. Her kom den meddelelse som de fleste har ventet på, men håbet der var rigtig. En FORLÆNGELSE. Jeg var både sur, irriteret og vred, men set i bakspejlet, så kunne det være værre. Dog var min søde familie til at få mit humør op, med en god gåtur, samt en hygge snak med nogen fra vejen (med mere end 2 meters afstand), som gjorde det godt igen. En af vores venner fra vejen, beskrev et scenarie som hun sær synes der var hårdt. Når hun er oppe at handle kan hun mærke den måde folk orientere sig i forhold til hinanden. De kigger hele tiden efter at være på afstand fra andre, og man værder ikke hinanden et blik på samme måde. Den følelse af at alle dømme alle for at kunne være smittebære, den er ikke rar. Jeg er kun enig. Det sandt vi skal passe på, men det er en forandret verden, og fordi alle ikke aner noget, forholder folk sig helt skræmmende til det. 

 

Da vi kom hjem fra gåturen, hjalp jeg lidt med aftensmaden. Efter aftensmaden lavede mig, min mor og far lidt på Jasmins og min musikvideo, det var smadder skægt. Så ringede min computer, det var sørme julle pigen. Så snakkede vi lidt og hyggede – opmuntrede hinanden. Vi aftalte at vi skal snakke kort hver dag, for at høre hvordan verden vender hos hinanden. Efter vi havde snakket færdigt, eller vi kan snakke for evigt – så ringede mig og wanda sammen. Det var ordentlig nygs, og vi snakkede i sådan 1 t og 30 min tror jeg. Vildt rart. Det var så det. Så min øv – dag gik til en hygs – dag.