Hvad fik dig til at begynde med at skrive og hvornår tænkte du at du ville udgive noget?

– Jeg startede egentlig med at tegne og ville være illustrator, og så måtte jeg jo skrive nogle historier, så jeg havde noget at gå i gang med. Langsomt opdagede jeg, at det faktisk var som skribent, at jeg var gladest, så jeg droppede tegneriet og blev forfatter. Mine første bøger kom i starten af 80’erne, og jeg slog mine sidste streger som tegner for 16-17 år siden.

Som barn, var bøger for dig en måde at glemme virkeligheden og komme et andet sted hen på?  

– Ja, det var helt klart en flugt, Ivanhoe, Robin Hood og Den sidste Mohikaner. Jeg syntes, ikke Albertslund var noget inspirerende sted at vokse op, så jeg havde brug for at drømme om noget andet.

Som barn, har du altid været interesseret inden for litteraturens verden, eller er det noget der kom som du blev ældre?

– Nu var der ikke så meget andet end bøger og fri lej. Der var en tv-kanal og meget lidt børnefjernsyn, så bøger fyldte meget, og børn læste helt frivilligt. Jeg var meget glad for historier og skrev også lange stile.

Er det, at lyve for børn om virkeligheden, når man opdigter en historie, selvom den kun er ment til at underholde med?

– Nah, det kan man godt gøre, jeg synes, det er vigtigt, at der er meget forskellige historier at vælge imellem, men nogle gange må man godt vælge fjol, det gør jeg også selv.

Hvornår opstår magien i det univers du har fået skabt?

– Uh, der er som regel et øjeblik, hvor man fornemmer historien, at der er en, at det her bliver noget, det kan ske på alle mulige tidspunkter i processen.

Er der et gemt formål eller budskab i de bøger du skriver og har skrevet?

– Næh, jeg skriver de historier, jeg kan skrive. Budskaberne kommer af sig selv.

Når du udgiver en bog, tænker du så over om indholdet i bogen, vil gøre en forskel for børn?

– Jeg tænker over det, når børn skriver til mig og spørger om ting eller har været glade for en historie. Så bliver man opmærksom på, at der er nogen i den anden ende, som måske kan bruge det, man har siddet og lavet ved skrivebordet.