For Julie Clausen begyndte forfatterskabet da hendes storebror Nick Clausen udgav en bog. 

Allerede som barn begyndte Julie Clausen at skrive små historier. Hun var glad for at læse og hendes storebror, Nick Clausen, lavede tegneserier. Og Julie Clausen fortæller selv, at det helt sikkert har inspireret hende. Da hun kom i 7. eller 8. klasse, begyndte hun at tænke over, at det kunne være sjovt at udgive sin egen bog. Ungdomsforfatteren tror, at det der opmuntrede hende til at skrive endnu mere, end hun allerede gjorde i forvejen, var da hun fik en dansklærer, som elskede hendes stile og virkelig opmuntrede hende til at skrive. Udover at skrive som barn og ung, kunne Julie Clausen også godt lide at læse.

– Jeg elskede at læse som barn og at forsvinde ind i bøgerne, siger hun.

Det er det magiske øjeblik, det opstår, når man nærmest bliver suget ind i bogen, og man ikke kan næsten ikke lægge den fra sig. Julie Clausen husker, at hun som barn helt frivilligt besøgte biblioteket.

Læserne finder selv budskabet

Nogle gange, når Julie Clausen skriver en bog, føles det nærmest, som om bogen skriver sig selv. Hun skriver noget ned, og ordene flyder bare. Bogen dukker nærmest bare op. 

– Det er som om en usynlig ånd dikterer mig, påpeger hun.

Når Julie Clausen skriver, tænker hun ikke så meget over, om der er et bestemt budskab i bøgerne. 

– Nogle gange bliver jeg helt overrasket over, at læserne af bogen har fundet et eller andet budskab, som jeg måske ikke har tænkt over, men som jeg er meget enig i, fortæller forfatteren. 

Ifølge Julie Clausen skriver man bedst, når man ikke tænker for meget over det. Det værste man kan gøre som forfatter er at tænke over, hvad læsernes holdning bliver. Om de vil de finde historien spændende eller underholdende. 

– Det er først, når bogen bliver udgivet, at jeg går og håber på, at min bog rører noget i læserne og skaber stof til eftertanke. Fx omkring temaerne i bogen.